da Døden overraskede ham ved Kjarbarø den 8de Juli 1249[1], og Fiendtlighederne for det første indstilledes af dem, der styrede paa hans syv- eller aatte-aarige Søn Alexander den 3dies Vegne. I den lange Mindreaarighedstid laa de skotske Magnater for det meste i Fejde med hinanden indbyrdes om, hvilket Parti der skulde føre Formynderskabet; man havde derfor ikke Tid til at beskjeftige sig med de syderøiske Anliggender, og den norske Konges Autoritet blev derfor temmelig urokket paa Øerne. Saaledes var der heller ikke blevet noget af, at Eogan af Argyll, eller Kong Jon, som han kaldtes, formelig sagde sig fri fra det norske Lensforhold og hyldede den skotske Konge, hvortil han af Frygt for den Krig, hvormed Alexander den 2den truede, havde erklæret sig villig; han erkjendte vistnok nu, som det allerede ovenfor er viist, Nødvendigheden af, i Tilfældet af en aabenbar Krig mellem Norge og Skotland, da at tage Parti med det sidste Rige, hvor han havde de største Besiddelser, men den mod Forventning indtrufne og temmelig langvarige Fredstilstand sparede ham endnu en Tidlang for at gjøre noget bestemt Skridt, uagtet han for øvrigt neppe lagde Dølgsmaal paa, at han heldede til den skotske Side, og derfor ogsaa, som vi have seet, optraadte mere i Egenskab af skotsk Magnat end af norsk Underkonge. Han synes derfor heller ikke længer af Nordmændene at have været regnet som den egentlige Konge i denne nordlige Deel af Øerne; thi der er nu for det meste kun Tale om „Kongen“, ikke om „Kongerne“, og denne Konge var Eogans Frænde, den før omtalte Duggall Søn af Ruaidhri (Dugald Mac Rory), der var Kong Haakon særdeles hengiven og ubrødelig tro. Duggalls Søn Erik opholdt sig endog i Norge og ved Haralds Hird[2], sandsynligviis, efter de Tiders Skik, som et Slags Gissel for Faderens Troskab, dog vel mere for Formens Skyld, end fordi det virkelig behøvedes. Paa Man herskede Kong Magnus Olafssøn, der ligeledes var Kong Haakon tro. Saaledes stode Tingene hen, indtil Kong Alexander var bleven voxen, og gift med Margrete, en Datter af den engelske Konge Henrik den 3die. Han opnaaede vel ikke den egentlige Myndighedsalder førend i 1262, men det forstod sig dog af sig selv, at han, da det lakkede mod denne Tid, og allerede i sig selv var fuldvoxen, udøvede stor Indflydelse paa Regjerings-Anliggenderne. Navnlig optog han ivrigt sin Faders Plan, at lægge Syderøerne til det skotske
- ↑ Se ovenfor S. 66.
- ↑ Dette sees deraf, at han i 1263 nævnes blandt Kongens nærmeste Omgivelser. Saavel af Navnet som af den Omstændighed at han senere optræder næsten udelukkende som norsk Høvding, og forblev i Norge efter Syderøernes Afstaaelse, skulde man formode at han endog er bleven opdragen i Norge.
