Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/41

Denne siden er korrekturlest
27
1247. Forhandlinger for Kroningen.

vigende og forbeholdent end før. Endelig rykkede Cardinalen ud med Sproget i en Samtale, han og Kongen havde i Christkirken. Siden Kongen, sagde han, vilde modtage større Hæder af Kirken end nogen Konge for ham i Norge, saa ventede man ogsaa, at han vilde tilstaa Kirken, hvad andre Konger før ham havde tilstaaet den, ja endog lægge noget til, og at han navnlig vilde sværge den samme Kroningsed, som Kong Magnus havde svoret. Dette var en ligefrem Gjentagelse af den Fordring, Biskopperne før havde fremsat og Kongen saa bestemt afviist, og det var let at skjønne, at det var dem, der nu ogsaa havde paavirket Cardinalen. Men Kongen blev urokkelig, og svarede med en Bestemthed og Værdighed, der ikke forfejlede sin Virkning. „Jeg skjønner godt, Herre,“ sagde han, „at disse Ord mere hidrøre fra Andres Indskydelser end fra eder selv. Hvad Indrømmelser til Kirken angaar, da ville vi gjerne tilstaa den og dens Tjenere samme Frihed her, som den nyder i de Lande, hvor den og Kongedømmet har hver sin Frihed og Ret. Men om nogen af mine Forgængere paa Tronen have tilstaaet den mere, end han selv var berettiget til at tilstaa for sin egen Person, ville vi ej følge deres Exempel, og indrømme noget til Præjudice for os selv eller vore Efterfølgere Kort sagt, hvis I gjør Kroningen til Gjenstand for nogen Slags Handel, eller fordrer at vi skulle formindske vore Arvingers Ret, da ville vi heller ingen Krone bære, fremfor at paadrage os nogen saadan Ufrihed. I behøver saaledes ikke oftere at bringe denne Sag paa Bane.“ Den forstandige Cardinal merkede, at han havde ladet sig forlede til at spende Fordringerne for højt, og gav strax efter. „Tag ikke disse mine Ord ilde op, Herre Konge,“ svarede han; „thi saa skal det være, som I vil.“ Cardinalen havde dog maaskee neppe været saa føjelig, hvis ikke Kongen, som Matthæus af Paris beretter, ogsaa havde anvendt et mere haandgribeligt Argument, nemlig en yderligere Pengegave af 15000 Mk. Sølv[1]. Dette var en saa betydelig Sum, og maatte komme Paven i hans nærværende Stilling lige overfor Kejseren saa vel tilpas, at den nok var

  1. Matth. Paris. S. 495. Med de 30000 Mk., som Abbed Laurentius allerede havde udbetalt i Lyon, udgjorde den hele Sum, Kongen lod Paven faa, 45000 Mk. Sterling, altsaa den selv uden Hensyn til Forskjellen mellem den daværende og Nutidens Pengeværdi overmaade store Sum af c. 400000 Spdlr. Men da, efter den sædvanlige Regel for Beregningen af de ældre Penge-Angivelser, enhver i hine Tider nævnt Sum mindst svarer til det Tidobbelte nu omstunder, skulde altsaa Kong Haakon i Alt have udredet til Paven en Sum, der svarer til 4 Mill. Spdlr., og derforuden have bestridt de store Omkostninger ved Kroningsfesten. Det klinger næsten utroligt, at hans eller Landets Ressourcer skulde kunne forslaa dertil, og man fristes til at antage, at Matthæus i sin Harme over de pavelige Udpresselser, dem han ofte skarpt dadler, har taget Munden for fuld, og nævnt for store Summer.