ret Forhold til Krigens Aarsag og angivne Hensigt; man kan vanskelig værge sig mod den Formodning, at der ogsaa stak dybere, mere omfattende Planer derunder. Den Opfordring, som vi i det følgende ville see at Irerne lode udgaa til Kong Haakon om Hjelp mod Englænderne, og den Beredvillighed, hvormed Kong Haakon lyttede til deres Bøn, og maaskee, hvis Omstændighederne havde føjet sig saaledes, virkelig havde opfyldt den, retfærdiggjør Formodningen. Heller ikke var man lidet ængstlig i England, da det rygtedes, at Kong Haakons mægtige Flaade snart var i Vente. Man var slet ikke sikker paa, om ikke Uvejret ogsaa kunde vende sig mod de engelske Besiddelser, og vel fornemmelig mod Irland. Ængstligheden overdrev Faren. I et Brev, som en vis R. af Nevill, der ganske livlig var udnævnt til Befalingsmand nordenfor Trent, skrev til Kongens Kansler omtrent paa denne Tid, beder han indstændigt om at der maatte blive gjort Udveje til de fornødne Penge til forsvarlig Bevogtning af de ham anbetroede Districter og Slotte, navnlig Bamborough; det siges nemlig for vist, skriver han, at baade Kongen af Danmark og Kongen af Norge have landet ved de skotske Der med en svær Mængde Skibe, og man veed ikke, hvor de agte sig hen, saa at vi paa de Kanter have Fare at befrygte[1]. Dette var sandsynligviis skrevet endnu for Kong Haakons virkelige Ankomst, men kort efter at Kong Duggall havde udspredt Rygtet om at han var i Vente; og man seer heraf noksom, i hvilken ængstlig Spænding Beboerne af de nærmeste Egne i England befandt sig. De norske Krigers Forventning om Sejr, Ære og Bytte har vel i samme Forhold været levende. Der gives endnu en Folkevise om dette Dog, der vel i sin nærværende Skikkelse synes at være optegnet i Danmark, men som dog bærer umiskjendelige Tegn paa at være bleven til i Norge, og visselig strax efter Togets Ende[2], da Smerten over de skuffede Forventninger endnu var levende,
- ↑ Rymeri foedera I. S. 429. Dagen angives ikke, saaledes kan man ikke vel vide, ein Brevet er skrevet for eller efter Haakons Ankomst. Thi den Omstændighed, at det omtaler Kong Haakon som ankommen, gjør her intet til Sagen; man seer tydeligt, at der her kun meddeles et løst Rygte.
- ↑ Visen findes hos Sum: Wedel, der siger i Forordet, at den „haver været brugelig her i Riget“ hvilket vel maa betyde Danmark, skjønt han vel ogsaa kan have meent Norge og Danmark tilsammen. Muligt, at han har faaet Afskriften fra Norge, og i saa Fald rimeligviis fra Thelemarken, hvor disse Viser høre hjemme. At den oprindelig er forfattet i Norge, sees af en Mængde Omstændigheder, men fornemmelig af en Linje i Str. 13, hvor det heder: „her er feger mader i vorum (læs vore) Ferd“ (d. e. her er feigr maðr i várri ferð); hvilket er paa det nærmeste reent norsk, og kunde ikke engang paa Haakons Tid være skrevet i Danmark. At Visen er samtidig med Kong Haakon, sees af Begyndelsen: „Det er nu skeet udi vor Tid“. De Forvarsler, som anføres, den Omstændelighed, hvormed der dvæles ved en enkelt, ellers ubekjendt Mand, Olaf Arnfinnssøn, død ombord, samt endelig endog de enkelte
