som et Proviantskib, paa Land. Stormen tiltog fremdeles, saa at Kongens Skib drev for fem Ankere, og han selv fandt det raadeligst at forlade det. Han lod sig ro over til Øen i en Baad med sine Prester og Klerke, og synge Messe for sig, siden ingen menneskelig Magt lod til at kunne hjelpe. De fleste troede endog, at der var Trolddom med i Spillet, og at Skoterne havde ladet dem hexe Uvejret paa. Kongeskibet drev fremdeles, og standsede ikke, førend det aattende Anker var udkastet. Ogsaa de øvrige Skibe begyndte at drive; flere maatte kappe Masterne eller drive som Vrag, fem af dem dreve ind mod Kysten, tre saaledes at de stode ganske fast. Besætningen paa disse befandt sig nu i en højst mislig Stilling. Thi den skotske Hovedhær var ikke langt borte. Ifølge et Sagn der i Egnen, som synes at være fuldkommen troværdigt, havde den nu lejret sig paa et Sted, kaldet Camphill, ved Landevejen, der fører fra Kilbirnie til Largs[1]. Fra den lave Strand ved Largs hæver Landet sig temmelig brat, og end længer mod Øst ere større Højder, fra hvilke Skoterne udmerket godt kunde iagttage alle den norske Flaades Bevægelser. Saa snart de bleve var, at Skibene dreve mod Land og kom paa Grund, sendte de endeel lettere Tropper ned mod Stranden, for at bemægtige sig de strandede Skive. Skoterne begyndte at skyde paa disse. Nordmændene, der vare ombord, forsvarede sig, faa godt de kunde; endeel af dem gik op i den store Kogg og værgede sig derfra. Skoterne søgte snart til, snart fra. Der faldt kun faa, men mange bleve saarede. Da Kong Haakon fra Øen saa sine Mænds Nød, og Stormen tillige lagde sig noget, sendte han dem nogen Undsætning i sin egen Skibsbaad tilligemed flere andre Baade, og begav sig selv, tilligemed Thorlaug Bose, ud til sit Skib igjen paa en Kjertesvends-Skude. Denne betimelige Undsætning frelste Nordmændene. Skoterne toge strax Flugten, saa at de Norske kunde tilbringe Natten paa Land. Morgenen efter (Tirsdag den 2den October) i Dagningen lod Kongen Mandskabet paa sit eget Skib, saavel som endeel af de øvrige, væbne sig og ro i Land, for at redde Koggen, og bringe den værdifulde Ladning i Sikkerhed. Han fulgte selv med for at have Opsigt med Arbejdet, og ledsagedes af Lendermændene Agmund Krøkedans, Andres Nikolassøn, Erling Alfssøn, Andres Pott, Erlend Raud, Thorlaug Bose og Paal Sure. Da man kom til Koggen, merkede man at Skoterne havde været der om Natten, og plyndret endeel; Resten blev nu losset i Baadene. Men førend man endnu var færdig hermed, saa man den skotske Hovedhær nærme sig. Den var saa stor, at alle antoge, at
- ↑ Se Dillons lærerige og grundige Afhandling, ledsaget med Kart, i Archæol. Scot. II., hvilken vi her i alt, hvad der angaar Localiteter og andre Enkeltheder, hvorom Sagaen ingen Oplysning giver, have fulgt.
