ind i en Fjord, som Sagaen kalder Goafjord eller Gjaafjord, og som neppe kan være nogen anden end den temmelig dybe Fjord Loch Eribol. Det er sandsynligviis til hiin Fart forbi Diurnes, og det der indtrufne Blikstille, at den før omtalte Vise sigter, naar der fortælles, at
„der de komme for Lindesnes
og Bølgen legte af Bunde,
alt stod Skibet i bliden Bør,
som det havde standet i Grunde“.
Kongen, heder det, spurgte nu, om der var nogen læg eller lærd, der kunde „sige ham af denne Ferd“, men fik ingen Besked, thi Nikolas af Nidarnes[1] skjønnede det vel, men vilde intet sige:
„her er feigr madr i vaarre Ferd
Gud lade Kongen det ikke vide!“
Kongen erfarede det dog selv, thi den „feige Mand“ var hans Yndling Olaf Arnfinnssøn, der var bleven heftigt syg:
„Det var Helled Haakon Konning
saa saare han græmmede sig;
hvor er Olaf Arnfinnssøn[2],
hvi er han ikke hos mig?“
„Svarede der den liden Smaadreng
og han stod Kongen fraa:
Olaf ligger i Bunken (Lasten)
syg saa saare ilde han maa“.
„Og det var Helled Haakon Konning,
han ganger for Olaf at stande;
Hure da lider dig, Olaf Arnfinnssøn,
Og hitte gaar dig i Haande?“
„Jeg har saa ondt i Bryste min’,
Mig tykkes mit Hjerte mon svide;
den gode Gud som alt haver skabt,
Han give, denne Nat maa lide“.
