stemte nu nøje, hvor hans Skib skulde sættes op, og bad sine Folk overhoved at forsyne Skibene vel. Derpaa reed han ind til Skalpeid og derfra til Kirkevaag, hvor han efter Biskoppens Indbydelse tog ind hos ham med alle dem af sit Følge, som han plejede at have ved sit Bord. Kongen og Biskoppen holdt begge, hver for sig, Bord for sine Mænd i Hallen, men Kongen holdt selv til ovenpaa, og spiste for det meste der. De Krigsfolk, han beholdt tilbage hos sig, fordeelte han til Indqvartering i Gaardene rundt om paa Øerne, saaledes at disse formeligt bleve optegnede, og efter denne Liste visse Ørers Land anviist enhver Lendermand eller Skibsstyrer, til Underhold for ham selv og hele hans Skare. Andres Plytt skulde forestaa Kongens eget Bordhold og beverte Hirdmændene, Gjesterne og Kjertesvendene, foruden de Folk, han selv holdt. Alle disse Bestemmelser bleve tagne til Følge, da Arbejdet med Skibenes Opfatning var til Ende, og enhver Høvding forføjede sig til det ham anviste Sted. De Lendermænd, der forbleve i Kirkevaag, vare Brynjulf Jonssøn, Erling Alfssøn, Ragnvald Urka, Erling i Bjarkø, Jon Dronning og Erlend Rand. De øvrige vare fordeelte hist og her paa Landet[1].
Men den Tid nærmede sig nu sterkt, da Kong Haakon skulde bortkaldes fra sit virksomme, daadrige, og for Norge velsignelsesrige Liv. Han var allerede i en fremrykket Alder, og havde om Sommeren haft mange Anstrengelser, Bekymringer og vaagne Nætter. Heller ikke nu kunde han unde sig tilbørlig Ro, men blev hvert Øjeblik kaldet, snart af den ene, snart af den anden, der havde noget at tale med ham om. Tilsidst maatte hans Legeme give efter for denne Overanstrengelse, og han blev alvorligt syg. Vi have ovenfor seet, at de menige Krigere, efter Visen at dømme, tildeels synes at have sat hans Sygdom i Forbindelse med hans Sorg og Vaagen over Olaf Arnfinnssøn. Det er ikke usandsynligt, at han kan have taget sig en falden Vens eller Frændes Tab meget nær, saaledes at det bidrog til at forværre hans Sygdom, og at maaskee ogsaa den skotske, ovenfor berørte Fortælling om at en fornem og mægtig Frænde af ham skulde være falden ved Largs sigter hertil. Men Sagaen veed dog intet derom at berette. Allerede hiin Lørdag, da han reed ud til Medallandshavn, som det nys er fortalt, følte han
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 327.
