sig meget siig, og maatte ved Tilbagekomsten til Kirkevaag lægge sig til Sengs. Dog tiltog ikke Sygdommen i Førstningen synderlig heftigt. Da han havde ligget i tre Uger, følte han sig noget lettere, og stod op; den første Dag kunde han gaa omkring i Værelset, den anden (Søndagen den 2den December), kunde han gaa til Biskoppens Kapell og høre Messe, og den tredie kunde han endog gaa over fra Biskopsgaarden til Magnuskirken, og omkring St. Magnus’s Skriin. Den Dag tog han ogsaa et Karbad og lod sig rage. Men den følgende Nat blev han betydeligt værre, og stod ikke mere op fra .Lejet. Da han merkede, at dette vilde blive hans Helsott, gjorde han alle de ved slig Lejlighed sædvanlige Dispositioner; han lod skrive Breve til Kong Magnus om Rigsstyrelsen saavel som om hvad der skulde gives til de Mænd og Indretninger, som han vilde understøtte; med andre Ord, han gjorde sit Testamente. I dette, som vi nu ikke længer have, betænkte han vistnok Gejstligheden og gejstlige Stiftelser rigeligt, siden det udtrykkeligt berettes, at lign paa sit Yderste skjenkede 120 Maanedematers Bol til Allehelgenskirken i Bergen, ligesom det vel ogsaa er sandsynligt at de fleste af de Dotationer til gejstlige Indretninger, som vi ovenfor (S. 120–122) have omtalt, ere blevne givne paa hans Dødsleje, eller indførte i Testamentet. Det laa ham meget paa Hjerte, at hans Hirdmænd skulde faa deres Lønning ordentligt udbetalt paa den forestaaende Lønningsdag, Nytaarsdagen. Det lader endog til, at han bestemte en Extra-Godtgjørelse for enhver af dem, saaledes at hver Hirdmand i alt skulde have 1 Mk. brændt, og Gjesterne, Kjertesvendene og andre Tjenestemænd hver en halv Mark. For det Tilfælde, at der ikke skulde være rede Penge nok dertil, befalede han at man skulde tage det nødvendige af hans uforgyldte Sølvtøj, hvilket han til den Ende alt sammen lod veje. For at adsprede sig i Sygdommen lod han sig forelæse af Bøger, baade Nat og Dag, naar han ikke kunde sove, først af latinske Bøger, fornemmelig Bibelen; men siden, da det anstrengte ham for meget at følge Meningen, valgte han norske Bøger, først Helgensagaer, og da Forraadet af dem var udlæst, Norges Kongesagaer lige fra Halfdan svarte, den ene efter den anden, efter Tidsfølgen[1]. Den 12te December, Dagen før Luciemesse, fik han den sidste Olje, i Overvær af de tre Biskopper, Abbed Thorleif og mange andre Gejstlige. Før Salvingen kyssede de af hans Mænd, der vare tilstede, ham til Afsked; han
- ↑ Det er højst sandsynligt, at disse Kongesagaer have været Snorre Sturlassøns Redaction, thi før hans Tid havde man neppe nogen Halfdan svartes Saga, med mindre man vil antage, at den, der nu findes i Flatøbogen, er en ældre Redaction; men saa vidt man kan skjønne, er denne, saavel som den paafølgende Harald Haarfagres Saga, snarere en Omredaction af Snorres.
