Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/442

Denne siden er korrekturlest
428
Haakon Haakonssøn.

søn, i glimrende Personlighed for Olaf Tryggvessøn, i sværmersk Iver for Olaf den hellige, saa havde han dog saa meget af alle fire Kongers mest udmerkede Egenskaber, at han idet hele overtraf dem alle. Sikkert og roligt, med klart Blik, velmenende og urokkelig Retskaffenhed gik han frem og arbejdede ufortrødent til sit eneste Maal, Folkets Lykke og Velvære, og selv naar han arbejdede paa Kongemagtens Udvidelse, var dette aabenbart ikke af egoistiske Grunde, men deels fordi Tidsaanden medførte det, deels fordi det efter hans Anskuelse, erhvervet i den politiske Skole, hvori han var opdragen, var den sikreste Maade til at skaffe Folket Ro og hindre Undertrykkelser. „Sjelden har det baadet den ringe Mand, at der var flere Herskere paa een Gang“, heder det i Hirdskraaen[1], der, udgiven af hans Søn, visselig afspejler hans, eller man kan sige hans hele Æts, Grundsætninger. Efter denne Grundsætning handlede Haakon, og havde baade Klogskab, Kraft og Udholdenhed, man kan vel ogsaa sige Lykke nok til at naa Maalet, men derhos ogsaa tilstrækkelig Leve-Alder til, efter at Maalet var naaet, at see sit Verk trives og befæstes, den af ham fremkaldte Tilstand bære Frugter, Tolket fele sig lykkeligt og tilfreds, og Riget tiltage i Magt og Anseelse. Deri var han heldigere end Olaf den hellige, med hvem han for Resten af alle de nys nævnte Konger har mest tilfælles; Olaf saa ikke sit eget Verks Frugter, men bortrykkedes, førend det endnu ganske var til Ende; Haakon saa en heel ny Generation opvoxe og naa Manddoms-Alderen, efter at den nye Tingenes Orden, der skyldtes ham, var begyndt. Men han foor vistnok ogsaa frem med større Lempe, og havde ikke saa vanskelige Elementer at kæmpe imod, ingen saa ubekvem Materie at skabe af, som Olaf den hellige.

Vi have allerede seet mange Exempler paa den Ærbødighed og Hengivenhed, som Kong Haakon altid nærede for Kirken, uden dog nogensinde at tilsidesætte sin kongelige Værdighed og sin retmæssige Myndighed, om hvilken han tvert imod med største Omhyggelighed, næsten endog med Skinsyge, søgte at værne. Men denne Skinsyge eller Ængstlighed vidner desto mere om, hvor oprigtig hiin Ærbødighed og Hengivenhed maa have været, siden den desuagtet gjennem alle Storme kunne vedvare urokket. Hans Saga har derfor vist ganske Ret, naar den siger, at ingen Konge i Norge før ham, med Undtagelse af Olaf den hellige, lagde mere Vind paa at styrke Christendommen i Norge end Haakon. Men i Betragtning saavel af den Tidsalder, hvori Haakon levede, som af den Omstændighed, at Kirkens Anliggender ikke saaledes for ham vare eller kunde være eet og alt, som for Olaf den hellige,

  1. Hirdskraaen, Cap. 14. Norges gl. Love, II. S. 403.