maa vi ogsaa antage at andre end reent religiøse Motiver bragte ham til at gjøre saa meget for de mange gejstlige eller halv gejstlige Indretninger, der middelbart eller umiddelbart skyldes ham. Gejstligheden var paa den Tid den højere Civilisations Bærer og al Videnskabeligheds Indehaver, og da Kongen ønskede at civilisere sit Folk, og forbedre dets Moralitet, medens han personligt yndede Kunster og Videnskaber, troede han vel at sørge bedst for alt dette, ved at virke for Gejstlighedens og især for gejstlige Stiftelsers Velvære. Folket trængte til at tages i en alvorlig Skole, for at Levningerne af Borgerkrigs-Tidens Raahed kunde tilintetgjøres, og efter de Tiders Forhold var dette nærmest Gejstlighedens Sag. Men vi have ofte nok seet Exempler paa, hvor godt han vidste, ogsaa i dette Stykke at holde Maade, hvorledes han i sine mange og store Indrømmelser aldrig gik videre, end hvad der ifølge de almindeligt vedtagne Grundsætninger for Grændserne mellem den gejstlige og verdslige Myndighed med Sømmelighed kunde fordres, og hvorledes de, der fordrede mere, eller blandede sig i hvad der ej vedkom dem, ikke alene kom til kort, men ogsaa stundom paadroge sig hans langvarige Unaade. Saaledes f. Ex. Erkebiskop Einar, der deels ved sin første Optræden efter Hjemkomsten fra Rom, deels ved sit maaskee mere uforsigtige end ilde meente Forhold til Kongens Sønner vakte en Uvilje hos ham, der var saa sterk, at den ikke nogensinde ganske tabte sig[1].
I nøje Forbindelse med Haakons Iver for Folkets aandelige og sædelige Velvære saavel som den Varme, hvormed han omfattede Kirkens Interesser, staar den overvættes Virksomhed, han udfoldede i at forsyne Landet med en Mængde Bygninger, baade til gejstligt og verdsligt Brug. Han byggede, som vi have seet, mange Kirker og Klostre, grundlagde Stæder, lod almeennyttige Arbejder udføre; der maa paa hans Tid, især efter Fredens Oprettelse og i hans Hovedresidens Bergen, have været en merkelig Travlhed og Rørelse i dette Stykke. Dog.havde han vistnok ogsaa ved mange af sine Bygningsverker Kronens Glands og Værdighed for Øje, ligesom han vel og ofte kun byggede, fordi han havde Lyst dertil eller behagede sig deri. Men man kan dog ikke paavise noget eneste Bygningsarbejde af dem, der med Sikkerhed tillægges ham, som egentlig overflødigt eller et blot og bart Pragtstykke. De mange Befæstninger, han lod opføre, vare beregnede paa at sikre Landet saavel mod udenlandske Fiender, som mod indenlands Vold; thi disse Befæst-
- ↑ Endogsaa ved Kongens og Erkebiskoppens sidste Samvære i Throndhjem bemerker Sagaen, som vi have seet, at det gik nok saa godt af imellem dem, fornemmelig ved Kong Magnus’s Bestræbelser. Dette viser noksom, at Forstaaelsen i sig selv var slet.
