Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/444

Denne siden er korrekturlest
430
Haakon Haakonssøn.

ninger vare tillige Statsfængsler for Ugjerningsmænd, og den Omstændighed, at der nu virkelig havdes Fængsler, kunde igjen gjøre en større Humanitet i Straffelovgivningen mulig, idet man ej længer ved Dødsstraf og grusomme Lemlæstelser behøvede at sikre sig mod Forbryderne. Vi have ovenfor nævnt, hvilke disse Befæstninger vare. Hertil kan man maaskee føje Vargøhuus, siden det nævnes i hiin Folkevise som existerende sør Kong Haakons Død. Det var ogsaa, under de ovenfor skildrede Grændsestridigheder og andre Sammenstød med Russerne, nødvendigt at have et fast Punkt der nordpaa, hvorfra Sysselmanden og Grændsevogterne kunde holde Øje med hvad der skede, og være paa rede Haand, naar deres Nærværelse udfordredes. Vi see heri den samme Iver for at vedligeholde Kronens Besiddelse ubeskaarne, der ogsaa aabenbarede sig i Kong Haakons Forhandlinger med Skotland og sidste Tog til de vestlige Farvande. Besiddelserne ved Skotlands Vestkyst vare neppe saa meget værd; men det ansaaes for en Æressag at forsvare hvad berømmelige Forfædre havde vundet, og han havde neppe kunnet udruste en saa stor Flaade og Hær, hvis ikke Foretagendet havde været populært.

Man kan vistnok ikke sige Kong Haakon fri for den Lyst, de fleste talentfulde Fyrster have deelt med ham, Lysten til at udvide deres Magt og Besiddelser; men hos Haakon fremtraadte den visselig paa den mildeste og tilgiveligste Maade. Thi selv hvor denne Tragten synes mest ubeføjet, som f. Ex. med Hensyn til Island, saa viser der sig dog tydeligt ved Siden af den blotte Lyst til at lægge et heelt Land til sit Rige ogsaa en umiskjendelig Stræben efter at gjøre Ende paa de Voldsomheder, der herskede paa Øen, og skaffe den Fred og Ro. Vi see tillige at han stundom kunde hengive sig vel meget til Heftighed, og give sin Vrede Rum, navnlig da han i sin Overilelse bød Gissur Thorvaldssøn at dræbe Snorre Sturlassøn; men disse Pletter bliver dog smaa eller falde næsten reent bort i Sammenligning med det hele Billede af Maadehold, Retsindighed og Velvilje, som hans Ferd ligefra Ungdommen til hans sidste Dage giver os. Allerede som Barn have vi seet, hvorledes han intet vilde høre om at stille sig i Spidsen for en Oprørsflok mod Kong Inge, uagtet han meget godt vidste, at dennes Adkomst til Kronen ikke kunde maale sig med hans. Hans Ferd imod den danske Konge og Enkedronning under hans sidste Regjeringsaar viser en lignende Samvittighedsfuldhed og streng Pligtfølelse. Det havde f. Ex. i 1259 staaet ham, ligesom Byrge Jarl, frit for at ansee sig løst fra sin Forpligtelse til at komme det danske Hof til Hjelp, da Kong Christopher var død, men Haakon troede, at hans Nærværelse ikke des mindre kunde gjøre Nytte, og han indfandt sig ved Kjøbenhavn, skjønt der al-