Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/447

433

1263. Sturla Thordssøn kommer til Kong Magnus.

sin Magt, og bragte Sturla i saadan Knibe, at han maatte forpligte sig til, samme Sommer at forlade Landet. Det skede ogsaa, skjønt Sturla var meget ængstlig for, hvorledes Kong Haakon vilde modtage ham. Det var ham en stor Trøst, da han paa sin Rejse til Ørebakke, hvor han skulde indskibe sig, mødte sin Svoger Thord og af denne fik at vide, at Kong Haakon var dragen til Skotland, og at Kong Magnus nu tilligemed Dronningen og Gaut paa Mel stode for Styrelsen. Han haabede nok, at han skulde vinde deres Gunst. Paa Ørebakke traf han Gissur Jarl, men fik heller ikke hos ham nogen Trøst; tvert imod var Gissur uvenlig imod ham, maaskee fordi han ikke havde været ivrig nok til at staa ham vi mod Hallvard Guldsko. Faa Omvexlinger i Skjebne vare pludseligere og større end den, der nu var skeet med Sturla. For ikke mange Maaneder tilbage havde han været en mægtig Høvding, hvis Vink mange lystrede; nu havde han intet tilbage af sin Magt, neppe engang de nødvendige Penge til Underhold, var forjagen fra det Land, blandt hvis Herskere han nys havde været regnet, og skulde næsten som en Lykkeridder søge sit Underhold i et andet Land, hvor han neppe nogensinde før havde været, hvor han saaledes maatte føle sig fremmed og forladt, og hvis Konge desuden var sterkt forudindtagen imod ham. Sturla havde en hurtig Overrejse, og landede ved Bergen, hvor Kong Magnus endnu var. Han gjorde strax sin Opvartning hos Gaut paa Mel, der hidtil havde viist sig som de fleste Sturlungers Ven og Patron. Som saadan viste han sig ogsaa mod Sturla, thi saa snart han havde hørt hvo han var, sagde han, at hans Huus og Bord stod ham, som de andre Sturlunger, aabent; og dette tog man paa den Tid i den udstrakte Betydning, at den Indbudne skulde flytte ind og være stadig Gjest. Sturla lod sig det ikke sige to Gange, men flyttede til Gaut, hvem han nu paa det fuldstændigste underrettede om Aarsagen til sin Ankomst. Gaut fortalte ham igjen, hvor han var bleven svertet hos Kongerne, især hos Haakon, men lovede dog, som man seer, at gjøre sit Bedste for at skaffe ham den unge Konges Naade. Kort efter tog han ham med sig til Kongen. Da de kom ind, og begge hilsede, gjengjeldte Kongen Gauts, men ikke Sturlas Hilsen, derimod spurgte han Gaut, hvad det var for en Mand, han havde med sig. Gaut svarede: „det er Skalden Sturla Thordssøn, der nu er kommen for at søge eders Naade, og som jeg, Herre, volder for en forstandig Mand“. „Han vilde vel neppe være kommen hid, om han havde raadet sig selv“, sagde Kongen, „men han faar prøve sin Lykke, naar min Fader kommer hjem“. „Saa vidt jeg veed“, svarede Gaut, „har han et Kvæde at føre baade eder og eders Fader“. „Det forstaar sig“, sagde