været Konge i Norge to Vintre siden hans Fader Haakon drog vest over Havet. Disse to Vintre vare 1263–64 og 1264–65; i dette Aar blev Sagaen altsaa færdig, førend Sturla, som vi i det følgende ville see, rejste tilbage til Island i Kongens Erende om Sommeren. Tiden, han brugte til at skrive den, var saaledes ikke lang, kun omtrent et Aar. Og dette er merkeligt nok, naar vi see hen til dens Udførlighed og sjeldne Nøjagtighed, hvorpaa vi allerede i det foregaaende bane haft saa mange iøjnefaldende Beviis. I dette Henseende, hvad Nøjagtighed og Sanddruhed angaar, indtager den uimodsigeligt den første Rang blandt alle norske Kongesagaer. Men det er heller ikke at undres over, at Sturla kunde fortælle alt saa nøjagtigt og troværdigt, da han jo baade selv var samtidig med Begivenhederne, og dertil havde Deeltagerne og Øjevidnerne at raadføre sig med. Der er heller ingen Tvivl om, at han benyttede alle de Documenter og Actstykker, der fandtes i det kongelige Archiv; i det mindste fortælles der, at han senere satte Kong Magnus’s Saga sammen efter Breve og hans egen Anviisning, og der er ikke mindre Grund til at antage at han benyttede de offentlige Brevskaber ved Udarbejdelsen af Kong Haakons Saga. Sproget i denne er simpelt, klart og flydende, Fremstillingen livlig og underholdende, om den end ikke besidder den særegne Kraft og Lune, der udmerker Sverres Saga. Den er streng chronologisk, og gjennemgaar Aar for Aar Kongens Bedrifter. Kun i de nærmeste Aar efter Hertug Skules Fald, da Kongen saa at sige begyndte en nu Regjerings-Epoche, er den mindre omstændelig og nøjagtig, eller gaar i det mindste over en temmelig lang Tidsperiode i usædvanlig Korthed: man maa tro, at enten Kilderne netop paa det Sted have været noget magre, eller at der var en Deel Begivenheder, som han med Flid afholdt sig fra at fortælle. Ligeledes er Sagaen i egentligste Forstand kun Kong Haakons Saga, ikke Norges Historie i den Tid, han herskede. Derfor berøres, som vi allerede ovenfor have omtalt, Hertug Skules Bedrifter og Livsomstændigheder ikke uden for saa vidt de gribe ind i Kong Haakons Levnetshistorie. Hertugens hele Regjeringsvirksomhed i den Tid, han beherskede det nordlige Norge, og alle de, tildeels vel endog temmelig merkelige Begivenheder, der da forefaldt i Thrøndelagen, ere saaledes, da vi ikke besidde nogen „Hertug Skules Saga“ begravne i evig Forglemmelse[1].
Efterat Sturla nu engang fra at være en Friheds- og Uafhængigheds-Mand var gaaet over til at blive en af Kongegunst afhængig Hofmand, benyttede han sin store Digtergave flittigt til Kong Haakons Forherligelse. Foruden den nys omtalte Draapa, som han allerede maa have udar-
- ↑ Sturl. Saga, X. Cap. 12–18.
