den indløse[1]. Saadanne Forhold som disse kan man vel deels tilskrive det Forbud, Kong Magnus senere lod udgaa mod Aager, saaledes som vi nedenfor nærmere skulle berette, deels ogsaa den Uvilje, som i det mindste Massen af Bergens Befolkning allerede paa den Tid nærede mod de tydske Handelsmænd, og som gav sig Luft i heftige Slagsmaal, af hvilke sikkert kun de færreste omtales i Sagaerne. De tydske, især lübeckske, Handelsmænd synes allerede saa temmeligt at have bemægtiget sig Herredømmet ved Penge- og Vare-Omsætningen, og i Forhold dertil at have antaget et overmodigt og fornærmeligt Væsen. Mange af dem bleve sikkert allerede nu siddende i Bergen Vinteren over, for at udsælge de om Høsten indførte Varer, lejede sig da ind i de store Privatgaarde ved Bryggen, og udsolgte her deres Viin og Bjor (Bier, tydsk Øl) saavel i større Partier, som i smaat, navnlig i Skytningsstuerne. For de indfødde Kjøbmænd vare de især en Torn i Øjnene; og dette fiendtlige Forhold kan man for en stor Deel tilskrive den Fejde, hvori Norge kom med Lübeck i Aarene 1248–1250, og som det dog endnu lykkedes Kong Haakon at bilægge ved en taalelig Fred[2].
Det var maaskee for en stor Deel med stadigt Hensyn til den nys skildrede Raahed i selskabelige Sammenkomster, at Kong Haakon søgte at bringe literær Underholdning ved slige Lejligheder i Mode, idet han lod udenlandske Digt og Fortællinger oversætte, for at de siden kunde forelæses ved Hoffet. Slige Exempler pleje altid at virke, og i Norge virkede de vel saa meget mere, som man allerede fra gammel Tid havde sat Priis paa at høre Sagaer fortælle og digte Kvæder. Paa Island var dette Slags Underholdning altid meget yndet, og det behøver derfor ikke at betragtes som en Efterligning af norsk Skik, naar der, som vi ovenfor have seet, ved den selskabelige Sammenkomst paa Ravnagil Aftenen før Thorgils Skardes Drab forelagdes ham Valget, om man skulde fornøje sig med Datids, eller ved Forelæsning. Af hvad vi nys have berettet om Sturla Thordssøn og den Fornøjelse, han skaffede Hirdmændene og Dronningen ved at fortælle Æventyret om Huld Troldkone, saavel som ogsaa af andre Omstændigheder, kan man slutte at saadanne Æventyr-Sagaer, eller, som Kong Sverre kaldte dem, Lyvesagaer, dengang vare meget yndede. Der findes endnu mange saadanne Æventyr-Sagaer, som synes at hidrøre fra det 12te og 13de Aarhundrede, og i hvilke vistnok virkelige gamle Oldsagn mere eller mindre have været optagne og benyttede, men som dog i sin Heelhed sikkert ere opdigtede for Underholdnings Skyld, uden mindste Fordring paa at de skulle have noget historisk Verd. Saadanne ere Sagaerne om Ketil Høing, Grim
