see, hvorledes der fremdeles udgik Søtog efter gammel Skik fra Norge, lige hen imod Aarhundredets Slutning, hvilket dog vist ikke havde fundet Sted, dersom ikke Kong Haakons Krigstog havde givet den nationale Maade at kæmpe paa og i det hele taget Folkets krigerske Aand et nyt Opsving. Imidlertid sporede man dog det nye Systems Indvirkninger i flere Henseender. Allerede Sverre havde givet Exemplet med Lejetropper, og om man end ikke finder udtrykkeligt omtalt, at saadanne have været anvendte i de paafølgende Tronkrige, saa havde man dog Exemplet for sig i Sverige, hvor blandt andet de misfornøjede Folkunger førte en Lejehær af tydske og vendiske Tropper med sig, da de mødte Byrge Jarl ved Herrevadsbro[1]. Ja man seer endog at Nordmændene selv, saavel som de Danske, lode sig leje til at kæmpe i fremmede Lande, og at udenlandske Fyrster sendte Folk til Norden for at hverve Krigere. Der fortælles saaledes udtrykkeligt, at da den engelske Konge Henrik den 3die i Aaret 1242 agtede at bekrige Frankrige, lod han hverve Soldater (soudoyers) i Tydskland, i Danmark og i Norge[2]. De, som han fik fra Norge, have vel for en stor Deel været Levningerne af Hertug Skules Parti eller Vaarbelgerne, der vistnok ikke, hvor mild Kong Haakon end kan have været, følte sig vel til Mode hjemme i Landet; man kan ogsaa tænke sig, at flere af Haakons egne Krigere, ligesom hine Birkebeiner og Bagler, der efter Fredsslutningen 1208 gjorde Toget til Suderøerne, betragtede Freden kun som en Uvirksomheds-Tilstand og derfor gjerne grebe Lejligheden til at komme ud. De mange Borge, der rejste sig i Kong Haakons Tid, og hvori der maatte underholdes stadig Besætning, vare i sig selv Efterligninger af fremmede Mønstre, og for Besætningerne blev der saaledes ogsaa givet strenge Artikler, ganske i Lighed med de udenlandske Borg-Love. En saadan Borgskraa have vi endnu tilbage i den saakaldte Borgara-Ret. (ved „Borgarar“ forstaaes naturligviis her de Krigere, der danne Garnisonen), om hvilken det siges at den værdige Kong Haakon lod den sætte sammen, og bed, at den skulde anholdes og iagttages i alle „Huus“ (d. e. Borge) i Norge. Der staar rigtignok ikke tilføjet, hvilken Kong Haakon dette var, men da Afskriften selv ikke er yngre end 1325, og Kongen desuden ikke kaldes „den kronede“, hvilket var det sædvanlige Tilnavn for Kong Haakons Sønnesøn, er der al Grund til at antage, at det er ham, der menes, saa meget mere som det i sig selv er det rimeligste, at Skraaen blev given af den samme Konge, under hvilken
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/458
Denne siden er korrekturlest
444
Haakon Haakonssøn.
