Borgene selv bleve til. Artiklerne ere meget strenge, og synes at tyde paa at de Folk, hvilke de gjaldt, maa have været vilde og urolige Karle, der blot ved slig Strenghed kunde holdes i tilbørlig Tøjle. Heraf maa man slutte, at mange af dem, eller maaske de fleste, have været Udlændinger, sandsynligviis Tydskere. Dette synes ogsaa at fremgaa af flere fremmede Udtryk i selve Skraaen, der for Resten er paa godt Norsk„ Man seer, at Befalingsmanden kaldtes Foged (fólguti, rettere fógeti), aldeles ligesom den tydske „Burg-Vogt“; Besætningen inddeltes i Mænd „á vapn“, der betragtedes som Officierer, og Hirddrenge, der maa have været menige Krigere; nogle vare ogsaa Skytter[1], det vil sige Armbryst-Skytter; for saa vidt der havdes Kastemaskiner, forestode de vel ogsaa Brugen af disse. Skytterne vare vel fornemmelig Udlændinger, da Armbrøstet eller Laasbuen ikke var noget nationalt norsk Vaaben, derimod tør det vel hænde at flere af Mændene á vapn; eller Officiererne, vare Nordmænd og kongelige Hirdmænd; i det mindste finde vi senere, som det vil sees, Titelen á vápn (aa Vaaben, Væbner) brugelig som det første Trin til Riddertitlen, da denne var traadt i Stedet for Skotilsveinstitlen, saaledes at, ligesom man tidligere maatte blive Hirdmand førend man blev Skutilsvein, maatte man nu blive Væbner førend man blev Ridder. Borg-Retten bød, at hver den, der begik Manddrab, skulde miste Livet; stak eller hug han til en Mand, skulde han miste Haanden. Den som drog Sverd eller Kniv mod sin Kammerat i vred Hu, skulde ligge i Stokken syv Dage paa Vand og Brød, den som kaldte en anden Tyv eller med andre Ukvemsord, skulde i alle „Borgarernes“ Nærværelse bede ham om Tilgivelse og sige at han løj som en Skalk. Men hvis en Hirddreng slog en Væbner, skulde han miste sin Haand, og kaldte han en Væbner Tyv e. a. d., skulde han stinges gjennem sin Arm. Dette var nemlig Subordinations-Forseelse. Den som stjal til en Ertogs Verd, skulde kagstryges og jages ud af „Huset“. Den som stjal til en Øres Verd, skulde miste Øret og ligeledes jages ud; den som stjal til to Øres Verd skulde hænges. Den Væbner, som forsømte sin Vagt, medens Fienden laa for Huset, skulde have tabt sine Vaaben og Ejendele inden Huset, til Fordeling mellem hans Kamerater; i Fredstid slap han med at bøde en Tønde Bjor (tydsk Øl). Enhver Hirddreng, der forsømte Vagt i Belejringstid, skulde ligge en Maaned i Stokken paa Vand og Brød; skede det i Fredstid, skulde han dukkes under Vand fuldt paaklædt. Kvindefred skulde iagttages efter Lovens Bydende. Hvo som steg over Planker eller krøb
- ↑ „Skytte“ kaldes her ikke skyti, men skytta, hvilket aabenbart minder om det tydske „Schütze“.
