igjennem paa hvilket som helst Sted, hvor der ikke var ordentlig Udgang, skulde, om det end var aabent, miste sin Hals, lige saa hver den, der sendte Bud til Fienden, eller talte med den belejrende Fiende uden Fogdens Tilladelse. Den, som var Skyld i nogen Ildsvaade, skulde selv gribes og kastes i Ilden[1]. – Det synes lidet rimeligt, at Nordmænd, der selv aldrig i sit Hjem havde prøvet nogen saa streng Tugt, som den, Hirddrengene her vare underkastede, frivilligt skulde have gaaet under den; man nødes saaledes til at antage, at Massen af disse enten vare Udlændinger, eller Nordmænd, der længe havde sværmet om udenlands i Lejehære, og saaledes tilegnet sig de der herskende Sædvaner og Grundsætninger, der vistnok ikke vare af de bedste. Det falder af sig selv, at disse „Borgere“ have været betragtede som Kongens private Tjenere, lønnede af ham og ansvarlige for ham alene, i endnu højere Grad end de haandgangne Mænd. Hvis deres Antal havde været større, kunde man i egentlig Forstand have kaldt dem en staaende Hær, der i en samvittighedsløs Konges Hænder vilde have været et farligt Vaaben mod den Folkefrihed og Selvstændighed, som endnu var tilbage. Men heldigviis kan der neppe have været saa mange af dem, og de, som fandtes, vare spredte omkring i Landet. Dog see vi heri umiskjendeligt Overgangen til et nyere, fra den tidligere Nationalskik i Norge fuldkommen afvigende, System, der fremdeles bidrog til at gjøre Folket selv ukrigersk og derfor umyndigt.
Efterretningen om Kong Haakons Død traf hans Søn, Magnus, som allerede kronet Konge og i fuldkommen Besiddelse af Regjeringen. Da der nu tillige ikke fandtes en eneste, der endog med den ubetydeligste Skygge af Ret kunde optræde som Kronprætendent, foregik Tronskiftet uden mindste Rystelse, og saa at sige umerkeligt. Nogen ny Hylding behøvedes ikke her, da han ej alene var bleven hyldet som Konge, først i Ekerøerne 1257, siden paa Ørething 1258, men derefter formeligt var bleven kronet i 1261. Han gjorde derfor heller ikke nogen ny Hyldingsrejse om i Landet, men blev siddende i Bergen den hele Sommer
- ↑ Denne „Borgara-Ret“ er aftrykt i Norges gl. Love, 3die B. S. 144. Den er der gisningsviis henført til Kong Haakon Magnussøn, men af de oven anførte Grunde sees det, at den i det mindste med ligesaa stor Net kan henføres til Kong Haakon Haakonssøn, især da denne jo under enhver Omstændighed maatte give Artikler for sine Borg-Besætninger.
