efter at han havde erfaret sin Faders Død. Kong Magnus, fød den 3die Mai 1238, var altsaa paa denne Tid 24 Aar gammel og aldeles fuldmyndig. Han besad vel ikke sin Faders Kraft og ubetvingelige Mod, men i „Indsigter og oprigtig og redelig Vilje til det Gode stod han ikke tilbage for ham, og enhver af hans Handlinger lægger noksom for Dagen, at hans Riges og Undersaatters aandelige og timelige Vel fremfor alt og til enhver Tid laa ham alvorligt paa Hjertet. Allerede hans Fader havde ført Krig mere fordi Omstændighederne nødte ham dertil, end fordi han nærede nogen særdeles Tilbøjelighed for Krigerlivet; tvert imod seer man tydeligt, at Haakons største Hu stod til fredelig Virksomhed og mindelig Bilæggelse af alle Fejder. Dette fredelige Sind var endnu mere fremtrædende hos Magnus. Hans Fader undslog sig ej for Krig, naar det gjaldt at værne om hvad der ansaaes for Rigets Ære; derfor havde han paa sin gamle Alder gjort det store Tog til Skotland, hvis Resultater endog under de gunstigste Omstændigheder neppe vilde have kunnet opveje Omkostningerne og al den anden Ulempe, det medførte; men Æren troedes at fordre det, og efter de da almindeligt herskende Synsmaader maa man give Haakon Ret. Men vi ville see, hvorledes Magnus’s fredelige Sind, og inderlige Overbeviisning om at Fred og Ro var det største Gode han kunde give sine Undersaatter, bragte ham til at frigjøre sig for slige conventionelle Æres-Hensyn, og hvorledes han omsider besluttede sig til heller at opgive de omtvistede, for Norge saa lidet nyttige Syderøer, end at føre en langvarig Krig, hvis Udfald dog tilsidst vilde være tvivlsomt nok. Det er maaskee endog ikke saa usandsynligt, at Kong Haakon selv paa sit Dødsleje har indseet det unyttige i længer at ville ofre Folk og Penge paa at bevare et vaklende Herredømme over hine fjerne, urolige Egne, og at han selv i det Brev, han lod skrive til sin Søn, har raadet ham dertil.
Dette bestyrkes maaskee deraf, at de Lendermænd og øvrige Befalingsmænd, der vare blevne tilbage i Orknøerne, allerede tidligt om Vaaren paa egen Haand, og saa vidt man kan skjønne, uden at have indhentet Kong Magnus’s Samtykke, sendte Gesandter; til den skotske Konge, for at vore, hvorvidt han nu skulde være tilbøjelig til at slutte Fred. Imidlertid vil det nedenfor sees at denne Sendelse maaskee ogsaa havde en ganske anden Hensigt, der, naar den blev bekjendt, maatte vække Skoternes største Uvilje, som ogsaa ganske rigtig paafulgte. Gesandterne vare Biskop Henrik, og Cantsleren Sira Askatin[1]. De fandt en daarlig Modtagelse. Man truede endog med at lade dem dræbe eller fængsle, og der klagedes blandt andet over at Nordmændene havde brændt og herjet mere end en Trediedeel af hele Skotland. De vendte saaledes til-
- ↑ Magnus’s Saga, Cap. 1.
