bage med uforrettet Sag, og Askatin drog strax efter til Norge, for at berette Kong Magnus det uheldige Udfald af Sendelsen. Allerede tidligere var Agmund Krøkedans og Erik Duggallssøn komne til Norge med en Deel af de paa Orknøerne tilbageblevne Krigere, og havde berettet, at Skoterne vare intet mindre end fredeligt stemte[1]. Kong Magnus havde derfor, endnu forinden Sira Askatin indtraf, sendt Agmund tilbage til Orknøerne som Overbefalingsmand over Krigsstyrken, og sandsynligviis med nogle flere Tropper, ligesom han ogsaa sendte Erik Duggallssøn med en Attensesse, bemandet af Hirdmænd, Gjester og Kjertesvende, til Syderøerne, befalende ham paa Vejen at medtage fra Orknøerne tvende Skibe, under Befaling af Jon Thjore og Erik Bose. Det var saaledes ikke Kong Magnus’s Hensigt, at afbryde alle Krigsforetagender, end sige at søge Freden paa nogen uhæderlig Maade, modløst opgivende alt. Han vilde vel underhandle, men kun med en tilstrækkelig Styrke i Baghaanden til at give sine Fordringer Eftertryk; han var vistnok beredt til, om det skulde behøves, for Fredens Skyld at gjøre Indrømmelser, men ingen vanærende, og kun mod en sømmelig Erstatning. En anden Sag var, at Kong Haakons Død gav det hele Krigsforetagende en anden Vending, thi hans Personlighed var alt for mægtig og indgribende, til at den kunde savnes uden følelig Skade for den Sag, han skulde lede. Det var alene hans Død, hverken Stormen eller det forholdsviis ubetydelige Folketal, der udbredte den mørke, nedslagne Stemning blandt hans Folk, som gav sig Luft i den ovenfor omtalte Folkevise, og af hvilken Kong Alexander og hans Raadgivere særdeles godt forstode at benytte sig. Alexander[2] erfarede paa een og samme Dag Kong Haakons Død, og at hans Dronning den 21de Januar havde født ham en Søn. Hele Riget, siger Fordun, gjenlød af Jubel over dette dobbelte Glædesbudskab.
- ↑ Dette sees deraf, at Brudstykket af Kong Magnus’s Saga Cap. 1 begynder med Ordene …… „stor Hær, som havde været vester med Kong Haakon, og nu meldte at det saa ufredeligt ud i Vesterlandene“, og at Cap. 2 lader Kongen sende Agmund Krøkedans og Erik Duggallssøn vester, uagtet der tidligere udtrykkeligt siges, at den eneste Lendermand, der vendte tilbage strax efter Togets Ende, var Eiliv i Naustdal, med andre Ord, at i det mindste Agmund Krøkedans var en af dem, som da blev tilbage. Agmund maa saaledes i Mellemtiden være kommen til Norge, og det rimeligste er da, at han fulgte med hiin „store Hær“, eller den Deel deraf, om hvis Hjemkomst Cap. 1 aabenbart handler. Maaskee at Agmund og Erik kom senere ved Vintertide, efter Kongens Død, for at melde denne.
- ↑ Fordun, X. 18. Wyntoun, X. 235–246. Alexanders Søn af samme Navn var fød i Jedworth den 21de Januar: det var altsaa strax efter denne Dag, at saavel Sønnens Fødsel som Kong Haakons Død meldtes Alexander, der ej selv synes at have været i Jedworth, da Sønnen fødtes.
