Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/476

462

Magnus Haakonssøn.

stand mestendeels maatte overlade dem til sig selv; og disse urolige Mænd foretrak da en Afhængighed i Navnet af en fjern Konge, for et virkeligt Lydigheds- og Underdanigheds-Forhold under en Konge i deres umiddelbare Nærhed, der baade havde Vilje og Magt til at gjøre et saadant Forhold gjeldende. Den norske Konges Højhedsret over Øerne var dem saaledes et velkommen: Paaskud at henskyde sig under mod enhver Fordring, som den skotske Konge maatte stille til dem om Lydighed, eller i det mindste om at holde Fred og Ro. Men da Kong Haakon ved allerede i 1230 at sende en Flaade derhen, og ved siden at holde skarpt Øje med disse Besiddelser viste, at det var hans Mening at gjøre sit Herredømme over dem til Virkelighed: fik Tingene et andet Udseende, og da kunde de lige saa gjerne adlyde den skotske Konge, der maaskee vilde være mindre streng imod dem, og det var derfor kun den Skræk, der stod af Kong Haakon formedelst hans vældige Sømagt, der afholdt mange fra at bryde med ham. En anden Sag var det med dem, som af særegne Grunde og Partihensyn fandt det bedst at være ham troe. Men virkelig Hengivenhed for Norge eller Tilfredshed med Afhængigheds-Forholdet af dette Rige fandtes neppe hos nogen. Magnus handlede derfor aabenbart fornuftigt i at afhænde dem paa en saa hæderlig Maade, som det nu skede. Man har paastaaet, at Tabet af disse Øer skulde have bragt Norges Sømagt, og følgelig Norges Magt og Anseelse overhoved, i Forfald, hvorfor da Kong Magnus skulde bære Skylden. Ingen Beskyldning kan være uretfærdigere. For det første var der ikke skeet saa hyppige Søtog til Syderøerne under de sidste Konger, at Søvæsenet derved skulle kunne have faaet nyt Opsving, for det andet har Sømagtens virkelige Forfald i Norge, nogle Tiaar senere, sin Grund i Forhold, der ikke staa i mindste Sammenhæng med de syderøiske Anliggender. I Førstningen var det egentlig heller ikke saa meget Norges Sømagt, der gik tilbage, som andre Staters og Magters Flaader, der bleve større og bedre end Norges, medens tillige Tidens Aand og den herskende Brug, som vi allerede have viist, foretrak Landkrig for Søkrig. I dette Stykke havde Kong Magnus saaledes intet Ansvar paa sig. Derimod kan man, som det allerede ovenfor er berørt, ikke negte, at den Betingelse, der paa hans Tid ansaaes hæderlig og fordeelagtig, nemlig om den aarlige Tribut af Skotland, netop i Tidens Løb forfejlede sin Hensigt, for saa vidt Tributtens unøjagtige Udbetaling foranledigede Forhandlinger, der omsider endte med det Giftermaal mellem en skotsk Konge og en dansk-norsk Kongedatter, hvorved ogsaa Orknøerne og Hjaltland gik tabte for Riget. Men saadant kunde vistnok ikke Magnus og hans Raadgivere forudsee, og Betingelsen om Tributten vakte derfor sikkert almindeligt Bi-