1266. Syderøerne og Man under skotsk Herredømme. Thingvolden, falder det dog af sig selv, at alle slige Beslutninger blive vedtagne, medens der vistnok aldrig er Tale om at Thinget antager særegne Love for Man, der ikke først ere besluttede af det britiske Parlement. Thingets lovgivende Virksomhed bestaar altsaa fornemmelig i at samtykke eller bifalde; den er, om man vil, en Formalitet, men den er lige fuldt en ærværdig Levning fra Oldtiden og et bestandigt Minde om Øens Selvstændighed som eget Rige. Hver St. Hansdag drager Gouvernøren, ledsaget af militær Bedækning, fra Castletown med hele Thingpersonalet til St. Johns Capel, der ligger tæt ved Thingvold-Højen, bivaaner der Gudstjenesten, og drager derpaa videre i Procession op paa Højen, hvor alle de i Aarets Løb antagne Love blive oplæste paa Engelsk og Mansk. Derfra vender Processionen tilbage til Capeller, hvor Lovene undertegnes og besegles[1].
Den gejstlige Jurisdiction over Man og Syderøerne var fremdeles, som vi have seet, forbeholdt Nidaros Erkestol, og den vedblev endnu uforstyrret i henved 80 Aar, eller til 1348, da Baandet blev opløst, saaledes som det i det følgende skal vises.
Af Besiddelserne ved Skotlands Kyster havde dog Norges Krone endnu de mest værdifulde, Orknøerne og Hjaltland, tilbage, og beholdt dem fremdeles i to hundrede Aar, medens Baandet i denne Tid endog snarere knyttedes fastere, end løsnedes. Forholdet var ogsaa der ganske anderledes end paa Man og Syderøerne, thi Befolkningen var heel igjennem norsk og Sproget norskt; at Jarle-Ætten selv var skotsk saavel som at flere Skotlændere efterhaanden havde nedsat sig der, kunde under disse Omstændigheder ikke gjøre saa meget til Sagen, thi den herskende Nationalitet var dog fremdeles den norske, og der udkrævedes i alle Fald meget lang Tid til at denationalisere den ovenfra, medens derimod paa Syderøerne den norske Nationalitet kun spillede paa Overfladen, og Folkets inderste Rod og Kjerne var gaelisk. Det kan neppe betvivles, at Orknøernes Jarl, Magnus Gilbertssøn, der under Begyndelsen af den sidste Krig, nødtvungen eller frivillig, havde sat sin Lenspligt under Norges Krone højere end sit Vasallforhold under Skotlands Konge som Jarl af Katanes, maa efter Fredens Afslutning have befundet sig i en meget vanskelig Stilling. Højst besynderligt er det, at han ikke omtales i Fredstractaten. Hvorledes man end
- ↑ Se Neal, Ecclesological Notes; Worsaae, om de Danske og Norske i England Skotland og Irland, Cumming, „the isle of Man“. Thingvold-Højen selv beskrives som kunstigt opført af Jord fra alle 17 Sogne paa Øen: den bestaar af fire Terrasser, af hvilte den nederste er 8, den anden ser, den tredie fire og den øverste sex Fod bred, samt 3 Fod mellem hver Terrasse: i Omkreds er Højen nederst 240 Fod.
