Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/483

Denne siden er korrekturlest
469
1263–1268. Erkebiskops-Skifter.


Magt. Maaskee at denne Bekræftelse bar været en stiltiende Betingelse for hans Valg, ligesom Gaven selv synes at have været en Betingelse for Sørles. Derhos bragte han en Forligelse i Stand mellem Chorsbrødrene og Prædikebrødrene i Nidaros, efter at der havde været nogen Uenighed mellem dem, formodentlig af samme Slags, som tidligere i Bergen[1]. De oven anførte Ytringer af Byrge røbe just ikke det bedste Sindelag mod hans Forgænger, og naar man erindrer, hvilket Venskab der havde været mellem Einar og Kong Magnus, vil man ogsaa snart formode, at denne ikke kan have været synderlig gunstigt stemt mod Byrge. Byrges Sindelag mod Einar var ingen Hemmelighed, og af Tingenes hele Gang sees det, at det maa have været det forrige Oppositionsparti mod Einar, som drog Byrge frem. Rimeligviis var Kongen ikke engang bleven adspurgt med Hensyn til Valget. Da Byrge paa Rejsen til Pavestolen kom gjennem Bergen, og der traf Kongen, havde de heller ikke stort utalt med hinanden, og Byrge fortsatte sin Rejse til Rom, hvor han opholdt sig hele Vinteren. Aarsagen til dette forlængede Ophold var rimeligviis, at Pave Urban den 4de døde 2den October 1264, altsaa netop paa den Tid, Byrge maa antages at være kommen til Rom, saa at der altsaa ikke før det første kunde gjøres noget ved hans Sag. Og hans Efterfølger, Guido Foulquois, Cardinalbiskop af Sabina, der som Pave kaldte sig Clemens den 4de, blev ikke udvalgt førend den 3te Februar 1265, og kronedes først den 22de eller 26de samme Maaned. For øvrigt fik Byrge ingen Trøst hos Clemens, thi denne maa ganske have casseret hans Valg, siden vi ikke engang finde vant opført i Biskops-Fortegnelserne[2]; man erfarer endog at Clemens maa bare fundet Chorsbrødrenes Fremgangsmaade ved Valget mere end almindeligt uforsvarlig, siden han ikke længe efter sin Ophøjelse paa Pavestolen overdrog Valget af en Erkebiskop i Nidaros til fire norske Klosterforstandere, nemlig Abbeden i Nidarholms Kloster, Abbeden i Lysekloster, Prædikebrødrenes Prior i Nidaros, og Minoriternes Custos i Norge. Disse fire Mænd valgte, eller rettere postulerede Biskop Haakon i Oslo til Erkebiskop[3]. Haakon, der i sin Tid havde hentet Dronning Ingeborg

  1. Dipl. Norv. I. 59.
  2. Man hører siden ikke mere tale om Byrge: dog kan man ej antage, at han døde i Rom, siden Sagaen ellers neppe vilde have udtrykt sig „han forblev i Pavegaarden“, men ligesrem omtalt hans Død. I Langes Klosterh. S. 239 anføres der, at Byrge kom tilbage til Throndhjem, og forblev Archipostulatus til sin Død 1265, uden at det dog kan sees, hvorfra denne Notits er tagen. Byrges Død 1265 omtales ej i Annalerne, men vel Byrge Jarls, i dette Aar.
  3. Annalerne, ved 1265.