fra Danmark, og siden med saadan Varme talt Magnus’s Sag, da Kong Haakon havde Betænkeligheder ved at lade ham krone, maa have staaet paa den venskabeligste Fod med Kong Magnus, og hans Valg til Erkebiskop kan derfor ikke andet end have været ham saare behageligt. Haakon tiltraadte dog endnu ikke paa over et Aars Tid sit nye Embede. Da han nemlig som allerede indviet Biskop ikke nødvendigviis behøvede selv at hente Pallium, men kunde lade det afhente ved en anden, benyttede han sig af denne Rettighed, og lod sig det bringe ved Chorsbroderen Jon Raude, der rimeligviis i dette Erende afsendtes til Paven. Der omtales ikke, at Paven havde nogen videre Betænkelighed med Hensyn til Haakon, skjønt han havde været gift, eller i det mindste havde en Søn, saaledes som det allerede i det foregaaende er omtalt, den senere saa anseede Thore Haakonssøn, eller, som han kaldtes, Biskopssøn. Alligevel er det nok muligt, at denne Omstændighed bar været Skyld i at Jon ikke kom tilbage med Pallium førend 5te Januar 1267, hvilket nemlig tyder hen paa at den pavelige Bekræftelse af Valget først seent er paafulgt. Palliet blev den paafølgende Skjerthorsdag, 4de April, med megen Højtidelighed iført Haakon i Nidaros af Biskopperne Peter i Bergen og Thorgils af Stavanger, efter Pavens udtrykkelige Bemyndigelse, i Overvær af Kong Magnus selv, Dronning Ingeborg, og to andre Biskopper, Olaf fra Grønland, der allerede i flere Aar havde været borte fra sit Biskopssæde, og Gaute, Biskoppen paa Færøerne. Haakons Virksomhed som Erkebiskop blev dog kun kortvarig, thi han døde allerede 18de August samme Aar. De eneste af hans Embedshandlinger, som kjendes, er at han indviede sin Eftermand Andres, Biskop i Oslo, saavel som Biskop Brands Eftermand paa Hole Biskopsstol, Jørund, hvorom mere nedenfor, og at han, to Dage for sin Død, og man skulde saaledes formode paa sin Sotteseng, skjenkede St. Andreæ Kirke paa Haug, Verdalens gamle Folkeskirke, til Chorsbrødrenes fælles Bordhold, paa Grund af Præbendernes Knaphed. Til hans Eftermand valgtes (28de October) den før omtalte Chorsbroder Jon Raude, der strax drog til Rom, fik Pallium af Pave Clemens 1268, kom hjem samme Aar lidt før Juul, og holdt sin første Messe i Nidaros Christkirke paa Juledag[1]. I Jon fik den norske Kirke et Overhoved, der baade besad Vilje og Evne til at træde i Eysteins og Eriks Fodspor, og fuldføre den Kappestrid mellem Kongedømmet og og Kirkens Højhed, der var stillet i Bero siden Kong Haakon Sverressøns Tid, men ingenlunde udkæmpet.
- ↑ Annalerne, ved de anførte Aar.
