Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/487

Denne siden er korrekturlest
473
1264–1270. Anseede Mænd i Norge.


lige Magt og Anseelse naaede den paa Olaf den helliges Tid, ved Brødrene Kalf, Finn, Thorberg og Arne; den var besvogret saavel med Sole-Ætten som med Thjøtta-Ætten og senere med Konge-Ætten selv, samt med Jarle-Ætten paa Orknøerne, ja i Tidens Løb var der neppe en eneste højbyrdig norsk Ætt, der ej kunde udlede sin Herkomst fra den: vi have ovenfor viist, hvorledes alle de mægtige norske Ætter ved Midten af det 12te Aarhundrede vare indbyrdes besvogrede[1]. Men uagtet flere af dem maaskee overgik Arnunga-Ætten i Rigdom og politisk Indflydelse, var der neppe nogen, som kunde maale sig med den i Ælde og virkelige Højbyrdighed. Omstændighederne føjede det saaledes, at kun Thorberg Arnessøns Linje vedvarede, Mand efter Mand, til det Tidspunkt, hvortil vi her ere komne. Kalf Arnessøn efterlod, saa vidt vides, ingen Efterkommere; Finn havde kun Døtre, af hvilke den ene, Ingebjørg, blev Stammoder saavel til de senere orknøiske Jarler, som til den Linje af det skotske Kongehuus, der kaldtes den macwilliamske eller egremontske. Arne Arnessøns sidste mandlige Ætling var den ovenfor omtalte Vidkunn Erlingssøn i Bjarkø, der i Aaret 1183 dræbtes af Baard Guthormssøn og Ivar Silke; hans Syster Ragna, oprindelig maaskee bestemt for Kong Magnus Erlingssøn selv, blev, som det ligeledes er omtalt, gift med den lovkyndige Bjarne Mardssøn, senere Lagmand paa Haalogaland[2]. Bjarkø, Thore Hunds gamle Ættegaard, havde denne Green af Arnunga-Ætten erhvervet ved Jon Arnessøns Giftermaal med Thores Sønnedatter Rannveig, og siden den Tid kaldtes den Bjarkø-Ætten, eller Bjarkøingernes Ætt. Derimod kaldtes den anden Linje, Thorbergs, Giske-Ætten efter dennes Hovedgaard Giske paa Søndmøre. Thorbergs Ætlinger synes i det hele taget at have været rolige og loyale Mænd, der med Maadehold benyttede sig af deres Magt, og derved tilsyneladende kom til at spille en mindre fremragende Rolle end de ikke nær saa højbyrdige Blindheims- og Reins-Mænd. De synes i det hele taget ikke at have blandet sig mere i de politiske Storme, som i Slutningen af det 12e og Begyndelsen af det 13de Aarhundrede rystede Norge, end netop nødvendigt; de synes mere at have været nødsagede dertil formedelst deres fremragende Stilling, end at have fulgt deres Tilbøjelighed forstaar sig af sig selv, at Ætten, den ypperste af alle aristokratiske Ætter i Norge, under Kampen mellem Magnus Erlingssøn og Sverre sluttede sig til den første: saaledes finde vi Nikolas Paalssøn Kuvung af Giske, Ættens daværende Hoved, som den eneste af Magnus’s daværende Tilhængere, hvilken Kong Sverre

  1. Dette sees aller bedst ved Sammenligning af Slægttavlerne i de foregaaende Bind.
  2. Se ovenfor III. S. 151, 152.