Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/495

Denne siden er korrekturlest

481

1264–1270. Anseede Mænd i Landet.

linger, og man erfarer tillige, at Kong Magnus maa have holdt Fogeder eller Befuldmægtigede i Jylland, for strax, eller endog foreløbigt, at tage de Dronning Ingeborg tilkommende Godser i Besiddelse. Der haves nemlig endnu et Brev fra Aamunde Haraldssøn og Nikolas til Broder Peter, Franciscanermunk i Horsens, og den norske Konges Advocater (Fogeder) i Nørrejylland, hvori de melde dem, at da der ved det sluttede Skifte var tilfaldet Jomfruerne Jutha og Agnes visse Gaarde, som enkeltviis opregnes, skulde de frit og ufortøvet oplade dem til samme Jomfruers Fuldmægtig, og ikke paa nogen Maade befatte sig dermed^[1]. Vi erfare alligevel af de følgende Begivenheder, at det desuagtet ikke lykkedes Magnus at faa Godserne i sin Besiddelse. – Lodin Lepp, der allerede havde været baade i Spanien og i Tunis, sendtes ligeledes af Magnus til forskjellige Lande, endog til Ægypten, eller, som det i den Tid kaldtes, Babylonien^[2]. Saavel Lodin Lepp som Hallvard Guldsko synes at have hørt hjemme i Bergen, i det mindste ejede de de efter dem

↑ Se Huitfeld S.265, jfr. udateret Brev, aftrykt i Thorkelins Diplomatarium II. S. 1284, Dipl. Norv. III. No. 2. Dette sidste Brev er rigtignok henført til 1284, sandsynligviis paa Grund deraf at Kong Erik i Mai Maaned dette Aar holdt et almindeligt Ting i Nyborg, hvorved der besluttedes at det Jordegods, der tilhørte Erik Valdemarssøns Døtre, skulde udleveres dem. Men naar man gjennemlæser Brevet, faar man det bestemte Indtryk af, at det er skrevet umiddelbart efter Skiftets Slutning 1263; man kan umuligt forslaa det anderledes, end at de norske Fogeder i Norrejylland foreløbigt havde sat sig i Besiddelse af det udeelte Gods, eller en Part deraf, men nu ved dette Brev underrettedes om, hvad der var blevet de ugifte Systres Part, m. m.; endelig er det ej alene udstedt af Aamunde Haraldssøn og Nikolas, de samme Befuldmægtigede, som sluttede Overeenskomsten i Lund, men det beder og at de, da de ej selv havde Segl ved Haanden, benyttede Karl Ingeborgssøns og Benedict Klerks, det vil sige de svenske Befuldmægtigedes, Segl. Nu er det dog næsten utænkeligt, at ej alene de norske Udsendinger, men ogsaa de svenske, der underhandlede i 1263, atter skulde kunne være samlede i 1284, saaledes at de sidste kunde laane de første deres Segl. Her kan der altsaa kun være Tale om 1263, hvilket ogsaa passer bedst med Forholdene. For Resten kalder Huitfelds de svenske Underhandlere Karl, Ingemar og Benedict Klerk, hvilket upaatvivleligt er en Læsefejl i Stedet for „Karl Ingeborgssøn og Benedict Klerk“; Nikolas’s Navn giver han den vendiske Form Niclot. I Brevet staar der kun N.
↑ Dette angives udtrykkeligt i Arne Biskops Saga, Cap. 25. „Lodin Lepp“ heder det her ved 1280, „havde været nogle Gange i Kong Magnus’s Sendelser til forskjellige Lande, saaledes og ud til Babylonien, og var derved bleven meget navnkundig“. Her maa der saaledes ganske vist sigtes til Rejser, han foretog under Kong Magnus’s Regjering, efter at han havde været i Tunis, og hans Sendelse til Babylonien maa have været en anden, end den til Tunis 1262, thi da var det Kong Haakon, som sendte ham.

[1] Se Huitfeld S.265, jfr. udateret Brev, aftrykt i Thorkelins Diplomatarium II. S. 1284, Dipl. Norv. III. No. 2. Dette sidste Brev er rigtignok henført til 1284, sandsynligviis paa Grund deraf at Kong Erik i Mai Maaned dette Aar holdt et almindeligt Ting i Nyborg, hvorved der besluttedes at det Jordegods, der tilhørte Erik Valdemarssøns Døtre, skulde udleveres dem. Men naar man gjennemlæser Brevet, faar man det bestemte Indtryk af, at det er skrevet umiddelbart efter Skiftets Slutning 1263; man kan umuligt forslaa det anderledes, end at de norske Fogeder i Norrejylland foreløbigt havde sat sig i Besiddelse af det udeelte Gods, eller en Part deraf, men nu ved dette Brev underrettedes om, hvad der var blevet de ugifte Systres Part, m. m.; endelig er det ej alene udstedt af Aamunde Haraldssøn og Nikolas, de samme Befuldmægtigede, som sluttede Overeenskomsten i Lund, men det beder og at de, da de ej selv havde Segl ved Haanden, benyttede Karl Ingeborgssøns og Benedict Klerks, det vil sige de svenske Befuldmægtigedes, Segl. Nu er det dog næsten utænkeligt, at ej alene de norske Udsendinger, men ogsaa de svenske, der underhandlede i 1263, atter skulde kunne være samlede i 1284, saaledes at de sidste kunde laane de første deres Segl. Her kan der altsaa kun være Tale om 1263, hvilket ogsaa passer bedst med Forholdene. For Resten kalder Huitfelds de svenske Underhandlere Karl, Ingemar og Benedict Klerk, hvilket upaatvivleligt er en Læsefejl i Stedet for „Karl Ingeborgssøn og Benedict Klerk“; Nikolas’s Navn giver han den vendiske Form Niclot. I Brevet staar der kun N.

[2] Dette angives udtrykkeligt i Arne Biskops Saga, Cap. 25. „Lodin Lepp“ heder det her ved 1280, „havde været nogle Gange i Kong Magnus’s Sendelser til forskjellige Lande, saaledes og ud til Babylonien, og var derved bleven meget navnkundig“. Her maa der saaledes ganske vist sigtes til Rejser, han foretog under Kong Magnus’s Regjering, efter at han havde været i Tunis, og hans Sendelse til Babylonien maa have været en anden, end den til Tunis 1262, thi da var det Kong Haakon, som sendte ham.

[1]

[2]