kelse derpaa er den Omstændighed, at den oftere omtalte islandske Lovbog af 1265, som det synes efter en ældgammel Tradition, stundom har været kaldet Hákonarbók (Haakons Bog); thi da den nu, endog i sin oprindelige Form, ikke skriver sig fra Haakons, men fra Magnus’s Regjering, kan Meningen af dette Navn, hvis det virkelig er gammelt, ej være nogen anden end den, at der har været en saakaldet Haakonarbok, d. e. en ved Kong Haakons Foranstaltning udarbejdet Bog, indeholdende et Udkast til en Fælleslov for Norge, hvilken Kong Magnus benyttede som Grundlaget ved Udarbejdelsen af den nye Lov for Island, saa at man altsaa med Føje kunde sige, at Magnus sendte Haakonarhoken, kun i en noget forandret Form, ud til Island for at faa den vedtagen[1]. Den for Island bearbejdede Haakonarboks sædvanlige Navn skal ellers have været „Jarnsida“, efter Bindet, om hvilken Sag vi i det følgende komme til at handle nærmere.
Naar man skal dømme efter hiint Udkast, saa maa dog dette første Forsøg paa at bringe en Fælleslovgivning i Stand have været heel tarveligt og ufuldstændigt. Navnlig indeholder det ikke en eneste Artikel fra Eidsivathingsloven, hvilket neppe kan forklares deraf, at man ej har fundet nogen Artikel værd at optage, thi i den senere Fælleslov findes flere Artikler, umiskjendeligt hentede derfra; men man maa endnu ikke være naaet saa langt frem i Arbejdet, eller ogsaa maa det have været Kong Haakons Plan, for det første at indskrænke sig til en Fælleslovgivning for Frostathingslagen og Gulathingslagen: et Foretagende, hvortil man unegteligt havde et Forbillede i det Forsøg paa at sammensmelte Frostathingets og Gulathingets Christenretter, hvorom vi i det foregaaende have talt, og som sædvanligviis tillægges Kong Sverre. Magnus synes derfor ogsaa at have taget Sagen fra Grunden af. Da han, uagtet han for Resten nærede ikke ringere Begreber om Kongedømmets guddommelige Beskikkelse, Højhed og Magtfuldkommenhed end hans Fader og Kong Sverre, endnu erkjendte Folkets ældgamle Ret til at have den afgjørende Stemme i Lovgivningssager, eller ligefrem at udøve den lovgivende Myndighed, indrettede han Sagen paa den Maade, at han først fik sig af Folket selv uindskrænket Fuldmagt overdragen til at gjøre de Forandringer ved Lovgivningen, som han fandt passende. Ja det synes endog, som om han magede det saaledes, at Anmodningen om at foretage en fuldstændig Lovrevision udgik fra Folket selv. Det heder nemlig i Indledningen til den af ham tilsidst udgivne Fælles-Lovbog: „I vide, at de skjønsomste Mænd af Gulathingslagen
- ↑ Hvor Benævnelsen „Hákonarbók“ først findes brugt, er vanskeligt at sige: den synes at være traditionel.
