(eller, efter som de forskjellige Exemplarer vare bestemte for de forskjellige Lagsokn, „Frostathingslagen“, „Eidsivathingslagen“, „Borgarthingslagen“) ideligen havde talt til os om, hvorledes I have hørt at vi beskjeftige os med at forbedre noget ved de fleste Lovbøger i Landet, med de bedste Mænds Raad, og anmodet os om at eders Bog heller ikke kom til at savne nogen saadan Forbedring“. Naar Anmodningen saaledes udgik fra Folket selv, maatte det blive Kongen lettere at faa en saadan uindskrænket Fuldmagt, som oven anført, og som han heller ikke vel kunde undvære, naar han skulde bringe noget heelt og ordentligt i Stand. Imidlertid viser dette dog, hvor stor Tillid Folket havde til ham, idet man, som han selv udtrykker sig, „betroede til hans Omsorg et saa vigtigt Hverv, at man dømte Lovbogen ganske til hans Behandling, det at borttage og det at tilføje, som tyktes ham passende, efter de bedste Mænds Skjøn“. Udtrykket „dømme“, d. e. „vedtage til Thinge“, viser at dette store Tillidshverv er overdraget ham til Thinge, og man erfarer af de samtidige islandske Annaler, at dette skede for Gulathingslagen paa Gulathinget, 1267, for Oplændingerne og Vikverjerne sandsynligviis paa Eidsivathing 1268, og for Frostathingslagen 1269, dog, for dette Districts Vedkommende, kun hvad den verdslige Lovgivning angik, aabenbart en Følge af den imidlertid fra Pavehoffet hjemkomne, myndige Hierarch Erkebiskop Jons Indflydelse, saaledes som det nedenfor nærmere skal vises. Det er umiskjendeligt, at de forsamlede Thingmænd virkelig paa Forhaand forpligtede sig til at adlyde og vedtage de nye Love, Magnus nu stod i Begreb med at lade udarbejde; thi uagtet vi vistnok erfare, at de færdigt udarbejdede Lovbøger senere bleve formeligt vedtagne i Aarene 1273–76, saa seer man dog, at denne Vedtagelse kun har været en Formalitet, for at give den nye Lov endelig Lovskraft, uden at nogen Raadslagning om den hele Lov eller nogen enkelt Artikel bar fundet Sted; det heder ogsaa kun, at Kongen lod Bogen oplæse paa Thinget og „gav Thingmændene Bogen tilligemed den Retterbod, at den herefter skulde gjelde“, samt at den derpaa blev lovtagen. Lovbogen selv var kun Opfyldelsen af det tidligere, foreløbige Løfte[1]. Det vilde ogsaa have ledet netop til det Modsatte af den tilsigtede Eenhed i Lovgivningen, om Kongen skulde have baaret
- ↑ I de islandske Annalers Beretning om den foreløbige Overtagelse af Hvervet for Gulathingsmændenes og Oplændingernes Vedkommende 1267 og 1268 heder det derfor ogsaa ligefrem: „lovtagen den Gulathingsbog som Kong Magnus gjorde“, „lovtagen Olændingernes og Vikverjernes Lovbog, som Kong Magnus indrettede“. Dette vilde staa i ligefrem Modsigelse som Lovbogens egne Ord i Slutningen, at den blev lovtagen paa alle fire Thing i 1273, 1274 og 1276, dersom det ikke skulde forstaaes alene om den foreløbige Overdragelse af Lovforbedrings-Hvervet; men da denne Overdragelse tillige indeholdt Forpligtelsen til at antage den nye Lov, bliver Udtrykket dog i sig selv rigtigt.
