sig anderledes ad, eller ladet den færdige Fælleslovs Antagelse blive Gjenstand for særskilte Forhandlinger paa hvert enkelt Hovedthing; deraf vilde igjen nye Forskjelligheder have været Følgen, eller ogsaa, om man tilsidst opnaaede Enighed, vilde denne neppe have været vunden førend efter meget længere Tid end den som medgik, og hvorved Landet kunde være tjent[1]. Og saaledes maa man da antage, at Kong Magnus i de nys nævnte tre Aar personligt har besøgt Lagthingene, og der, efter at have hørt Folkets Ønsker med Hensyn til Lovforbedringen og maaskee gjort Rede for de Hovedprinciper, han i saa Henseende agtede at følge, faaet sig del Hverv, at indrette en fælles Lovgivning for det hele Rige, anbetroet. Hvor meget man nu end her maa skrive paa Tidsforholdenes og den manglende politiske Udviklings Regning, saa var dog den Tillid, Folket her viste ham, under enhver Omstændighed overmaade stor, og vidner fordeelagtigt, saavel om den Agtelse, han selv maa have nydt for Redelighed og Velsindethed, som om det ypperlige Forhold mellem Konge og Folk. Han viste sig ogsaa denne Tillid fuldkommen værdig.
Hvilke Medhjelpere eller Raadgivere Kong Magnus havde ved dette vigtige Arbejde, angives ikke, men man kan vel neppe tvivle paa, at han for en betydelig Deel har benyttet Thore Biskopssøn og Audun Hugleikssøn, siden det udtrykkelig siges om dem, at den første var saa vel forfaren i den canoniske, den anden i den fædrelandske Ret, ligesom de ogsaa i Aaret 1273 tilkaldtes af Kongen som kyndige Mænd ved Afgjørelsen af et vigtigt Spørgsmaal vedkommende Patronatsretten paa Island. De daværende Lagmænd have vel ogsaa for en stor Deel været tagne paa Raad med.
Hvad der ved denne Lovrevision synes at have gaaet lettest fra Haanden, fordi man der mestendeels holdt sig til, hvad man tidligere havde og hvad der rimeligviis allerede var bearbejdet i Kong Haakons Udkast, var Lovgivningen om Landboforholdene, eller Landsleigebaalken, samt tildeels Tyvebaalken. Ogsaa i den saakaldte Mannhelge-Baalk, om personlige Fornærmelser, bibeholdtes meget, men en heel Deel forandredes eller tilføjedes fra nyt af, og det vigtigste af alt var, at den gamle Skik med Frændebøder og Saktal, til hvis Afskaffelse Kong Haakon allerede havde bidraget ved at forbyde at hevne Drab paa andre end Drabs-
- ↑ Det vilde i sig selv have været en Umulighed, endog paa et eneste Thing at kunne have faaet alle Lovsforandringer forhandlede og særskilt vedtagne. Man seer, hvorledes Forhandlingerne derom paa Island vedvarede gjennem flere Thing. Naar det da heder, at en norsk Lovbog blev lovtagen paa eet Thing, kan det ikke forklares anderledes end at Vedtagelse er skeet en bloc, uden nogen anden Forhandling end en højtidelig Overleverelse, ledsaget af nogle faa Ord af Kongen selv eller en Stallare, og derpaa følgende Vaabentag.
