af disse Forandringer opregnes korteligen ved Slutningen af Lovbogen selv under Navn af „Kong Magnus’s Retterbøder“, hvor der rigtignok ogsaa findes andre, senere vedtagne Modificationer, men hvoriblandt hine dog ere kjendelige derved, at de henvise til Lovbogen. Blandt disse kan man foruden Afskaffelsen af alle Frændebøder, der først vedtoges paa Rigsmødet 1273, og Forandringerne i Arvegangen, anføre den store Forandring i Tyvslovgivningen, at medens de ældre Love erklærede hver den for Tyv, der stjal til en Ertogs Verd eller mere, hvoraf fulgte, at endog et saa lidet Tyveri medførte Dødsstraf og Ejendoms Fortabelse, – da nemlig den Regel ufravigeligt gjaldt, at enhver Tyv skulde dræbes og hans Ejendom, løst og fast, tilfalde Kongen, – indtraadte nu Dødsstraffen ikke førend ved fjerde Gangs Tyveri, naar det Stjaalne beløb sig til en Øre eller derover indtil ½ Mark; ved anden Gangs Tyveri, naar det Stjaalnes Beløb var over ½ Mk.; dog med den Forskjel, at det første Gangs Tyveri under en heel Marks Beløb skulde straffes med en Bod af 8 Ertoger og 13 Mk. Sølv, eller, hvis denne ej udrededes, med Landflygtighed, over een Marks Beløb derimod med en arbitrær Straf, tilkjendt af den kongelige Ombudsmand, samt Forbrydelse af al Ejendom til Kongen. For første Gangs Tyveri til en Øres Beløb bestemtes Kagstrygning eller en Bod af 3 Mk. Sølv, hvilken Bod kaldtes „Løsning af Huden“; for anden Gang, Kagstrygning eller en Bod af 6 Mk. Sølv, for tredie Gang, Kagstrygning uden nogen Løsning og 6 Mk. Sølv til Kongen. De 8 Ertoger og 13 Mk. Sølv, som skulde bødes for første Gangs Tyveri til en halv Marks Verd, kaldes ligeledes Løsning af Huden. Først naar Dødsstraffen indtraadte, betragtedes Forbryderen som virkelig Tyv, og da gjaldt fremdeles den gamle Regel, at han skulde bringes bunden til Kongens Ombudsmand, og at Ombudsmanden med Bøndernes Bistand skulde lade ham bringe til Fjæren og hænge[1].
- ↑ Nyere Landslov. IX. 1. jvfr. Mgn. Retterb. 10. Disse Bestemmelser findes ogsaa ordlydende i Jarnsida, Cap. 131, 132; da det nu i Magnus’s Retterbøder udtrykkeligt siges, at denne Forandring skyldes Magnus, og at tilforn et Tyveri af en eneste Ertogs Verd medførte Forbrydelse baade af Land og Løsøre, bliver det klart, at denne Deel af Tyvebaalken i den islandske Lov ej kan hidrøre fra Kong Haakon, men maa være affattet i Magnus’s Dage. Bi ville i det følgende see, hvorledes ogsaa enkelte senere Bestemmelser ere indtagne i den eneste nu forhaandenværende Afskrift af denne islandske Lov, men disse Bestemmelser danne dog en egen Afdeling for sig selv, der udtrykkeligt anmelde sig som senere réttarbœtr ok einkamál (42–47): en anden Sag er det derimod med de første Capitler,af Tyvebaalken, der vise sig at være formede under eet med Lovens Hovedmasse. Heraf, saavel som af andre Omstændigheder, der yderligere skulde paapeges, fremgaar det saaledes klart, at Lovens egentlige Affattelsestid ligger efter Kong Magnus’s Tronbestigelse.
