Medens nu den ordentlige Regulering af Straffene, der ved Lovrevisionen bevirkedes, navnlig Frændebødernes Ophør, medførte en stor Simplification i Criminalproceduren, og dannede den nys berørte Overgang fra det ældre System, hvorved saa godt som alle Retsbrud betragtedes som private Fornærmelser, til et ordentligt Justitsvæsen, hvorved Staten selv gjennem Kongen, og han igjen ved sine Ombudsmænd, lod Søgsmaal anstille, tør man dog neppe paastaa, at denne hensigtsmæssige og velgjørende Forandring udelukkende hidrørte fra umiddelbare Hensyn til Folkets Tarv. Meget maa man skrive paa Tidsaandens Regning i Almindelighed, og som den nærmeste Kilde dertil maa man betragte de strengt monarchiske Principer, der besjælede Magnus ikke mindre end hans Forfædre, og som nu ogsaa hans fleste nærmere verdslige Omgivelser deelte. Ikke at jo Magnus tillige oprigtigt havde Folkets Velvære for Øje, men han var, som man seer, gjennemtrængt af den Overbeviisning, at Vejen dertil gik gjennem den sterkest mulige Kongemagt. Unegteligt bestyrkede ogsaa de tidligere Begivenheder, under Lendermandsvældet og Borgerkrigene, en saadan Betragtningsmaade af Forholdene, medens saavel Kong Haakons som Kong Magnus’s Retsind havde udelukket enhver Tanke om Misbrug af Magten fra Tronen af, og saaledes dannet Folket i Almindelighed til at føle sig bedst tjent med en saadan Tingenes Orden, hvorved det hele Styrelsesvæsen lagdes i Kongens Hænder. Saaledes kunde det da gaa til, at hine monarchiske Principer paa det conseqventeste, og uden mindste Indvending fra Folkets Side, gjennemførtes i den nye Fælleslovgivning. Ved allerede paa Forhaand at give Kongen frie Hænder til at gjøre de Forandringer i Lovgivningen, han fandt passende, udtalte Folket utvetydigt nok sin Overbeviisning i dette Henseende.
Men om end Folket i Almindelighed har stemt for en uindskrænket Kongemagt, eller fandt sig bedst tjent med at kunne overlade Kongen hele Rigsstyrelsen, for selv udelukkende at kunne beskjeftige sig med private Anliggender, saa har dog Gejstligheden des mere paa sin Post mod at indrømme Kongemagten for meget, især efter at den dygtige Erkebiskop Jon var bleven dens Overhoved. Ikke at Gejstligheden, eller dens Formand Erkebiskoppen, egentlig følte sig opfordret eller forpligtet til at tale Folkets Sag. Den havde intet imod at indrømme Kongen den uindskrænkede Magt, ja saa endog gjerne hans Magt saa sterk, og Folkets egen Myndighed saa liden som muligt, naar kun Kirkens Frihed ikke indskrænkedes, og naar den selv, som en Kongedømmet sideordnet, ikke underordnet Autoritet, deelte Herredømmet med dette. Spørgsmaalet, hvorledes dette Forhold skulde ordnes, var derfor ogsaa det eneste, der vakte Modstand og foranledigede vidløftigere Forhandlinger.
