savnedes f. Ex. Bestemmelser om Egtevielse, der dog nu ellers var almindelig indført. Jon har vist allerede med sine Meningsfæller længe før sin Ophøjelse paa Erkestolen med Misbilligelse og Mistanke betragtet Magnus’s Ferd med Hensyn til Christenrettens Reform, uden dog endnu at kunne foretage noget afgjørende Skridt derimod, saa længe han ikke havde Kirkens Overordnede paa sin Side. Tidspunktet var og for saa vidt gunstigt for Magnus, som der i længere Tid lige fra Erkebiskop Einars Død indtil, kan man gjerne sige, Jons Tiltrædelse var et Slags Interregnum i Kirkens Bestyrelse, thi Haakon tiltraadte, som vi have seet, Erkesædet ikke førend i 1267, og forestod det kun i faa Maaneder; dertil kom, at han neppe var den, der betragtede den fromme Konges Virksomhed til Christenrettens Reform med ugunstige Øjne.
Vi have allerede omtalt den gjennemgribende Forandring, som Magnus søgte bevirket, og omsider, hvorvel ikke i Begyndelsen af sin Reform-Virksomhed, fik sat igjennem, at alle Frændebøder og Saktal ophævedes ved Drabssager, men Boden alene erlagdes til den Dræbtes Arving. Da nu tillige Thegngilde skulde udredes til Kongen, og ethvert Drab i og før sig medførte Fredløshed, indtil Kongen udtrykkeligt gav Drabsmanden Landsvist, blev det en naturlig Følge, at Drabets Charakteer som privat Fornærmelse traadte mere og mere i Skyggen mod dets Egenskab af Statsforbrydelse, der paataltes af Kongens Ombudsmand. Da nu ligeledes de ældre Bestemmelser øm Bøder til Kongen ved Siden af Bøder til den Forurettede bibeholdtes med større Regelmæssighed end før, og derhos udvidedes til Ejendomsindgreb og andre dermed beslægtede Forseelser, hvori det Offentlige hidtil ikke blandede sig, er det klart, at Sysselmændene, Kongernes Repræsentanter i alt hvad der vedkom det Executive, nu fik langt mere at sige og en langt mere indgribende Virksomhed, end hidtil. Ligeledes erklæredes Lagmændene for ordentlige Dommere. Hidtil havde deres Stilling, som vi have seet, været noget ubestemt. De havde været beskikkede af Kongerne mere som et Slags Consulenter for de Ringere og Ukyndigere, før ved sin Orskurd eller Lovsagn at underrette dem om, hvad der i ethvert Tilfælde var Lov, og derved forebygge unyttig Rettergang og Tvistemaal. Men vi have rigtignok tillige bemerket, hvorledes Kongerne allerede tidligt søgte at faa deres Orskurder eller Udsagn betragtede som virkelige Domme, og gjøre det til Undersaatternes Pligt at adlyde dem[1]. Dette blev nu tydeligt udtalt og indskjerpet ved endeel i den nye Landslovs Thingfarebaalk indførte Bestemmelser. Der fastsattes Frister for Stevninger til Lagmanden, og Boder for den, der, skjønt indstevnt, ej
- ↑ Se ovenfor S. 114.
