sted, og da hvilket: man seer kun, at de fleste Lovbøger tale om Borgarthing og Borgarthingsmænd, hvoraf man maa slutte, at Thinget i Sarpsborg nu betragtedes som det fælles Hovedthing for Viken. Da vi ej besidde den ældre Eidsivathingslov, kunne vi ikke med Sikkerhed vide, om Viken allerede tidligere, skjønt den for Resten havde verdslig Lov fælles med Oplandene, har været regnet som en Afdeling for sig selv, med et eget Fællesthing, eller om den sendte Nævningsmænd til Eidsivathinget: det sidste var vel i det mindste længer tilbage det sædvanlige, men at Viken dog ogsaa stundom, i særegne Tilfælde, kunde holde særskilt Thing og vedtage særegne Love, derpaa have vi allerede seet Exempel i den ældre vikske Christenret, der i flere Stykker afviger fra den oplandske, skjønt man dog tydeligt kan see, at Grundbestemmelserne ere de samme; ligeledes i de Forandringer i den verdslige Lovgivning der bevirkedes af den lovkyndige Berse[1]. Det laa ogsaa i Sagens Natur, at der i Viken, som Kystdistrict, maatte indtreffe mange Tilfælde, hvorom der ej kunde være Spørgsmaal i de fra Havet adskilte Oplande, og som derfor gjorde særegne Bestemmelser nødvendige. Paa hvilket Sted nu Vikens Indbyggere i saa Fald holdt deres særegne Fællesthing, angives ingensteds: sandsynligviis var det Borg, men det torde dog ogsaa hænde, at det nu og da kan have været holdt paa et af de andre Thingsteder, hvor Kongerne plejede at holdes, og hvor der vel ogsaa voldtes Fylkes- eller Halvfylkes-Thing, fornemmelig Haugene ved Tunsberg (Haugathing) for Vestfold, og Elvebakken eller Baagaholmen (Elvething) for Søndre Ranafylke[2]. Det lader endog til, at det fælles Thing for hele Østlandet eller Sevslagen stundom kunde holdes paa Borgarthing i Stedet for paa Eidsiva-Thing, eftersom det heder i den for omtalte Retterbod af 1224, hvorved Cardinal Nicolaus’s Bestemmelse om Gaver bekræftedes, at der; blev samtykt paa Borgarthing med Kong Haakons og Biskop Nikolaus’s, Lagmændenes, Lagrettesmændenes og Lagnauternes (Thingforeningens Medlemmers) Raad, samt at den skulde gjelde baade for Viken og Oplandene[3]. Paa den anden Side seer man, at Lovbestemmelser alene for Viken kunde foreslaaes, og derfor vel endog vedtages, paa særskilte Fylkesthing: saaledes heder det i Begyndelsen af den ovenfor nævnte Retterbod, som Kong Magnus i Begynde1sen af sin Re-
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/511
Denne siden er korrekturlest
497
1265–74. Lovreformen i Norge.
