saa længe det ikke var nøjagtigt bestemt, hvor mange Lagstole der skulde være, ikke godt kunde indlade sig paa engang for alle at fastsætte den nye Lagsokn-Inddeling, og derfor heller gik ud fra den gamle som den egentlig bestaaende. Desuden, naar Thingene, efter den nye Forandring, havde tabt deres legislatoriske Charakteer, og kun beholdt den judicielle, var Spørgsmaalet om deres større eller mindre Antal, eller den større eller mindre Udstrækning af deres tilliggende Districter egentlig noget, som nærmest maatte komme an paa Kongens Vilje og Evne til at besolde et større eller mindre Antal Lagmænd efter Indbyggernes eget Ønske og Bekvemmelighed. Nu var det aabenbart bekvemmest for disse at have saa mange Lagthing som muligt; derved sparede man lange Rejser, og kunde desuden slippe med at udrede ringere Thingfarefæ. Det var stor Forskjel for Indbyggerne i Egdafylke, om de skulde udruste Thingmænd lige til Gulø, og om de der havde Sager at forhandle, paa egen Bekostning skulde drage derhen, eller om de kunde slippe med at sende Thingmændene, og selv at drage til Agvaldsnes. Hvor mange Lagthing man saaledes skulde have, maatte altsaa for en stor Deel være afhængigt af Bekvemmelighed i Forbindelse med det forhaandenværende Forraad af duelige Subjecter til Lagmands-Embedet, samt Kongens Vilje og Evne til at kunne skaffe dem passende Underholdning. Thi endnu var ikke den saakaldte Lagmands-Told indført, om hvilke vi i det følgende komme til at tale, og som først kan siges at have fuldstændigt bestemt og afsluttet Lagmandens Embedsstilling[1]. Lagmanden besoldedes endnu kun af Kongen med en aarlig Indtægt af 15 Mkr. Sølv[2], og vi have allerede seet, hvorledes Kong Haakon Haakonssøn eller maaskee endog hans Fader paaberaabte sig dette som en Opofrelse fra Kronens Side til Folkets Bedste, deri samme Forhold ogsaa burde paaskjønnes ved desto større Villighed til at underkaste sig Lagmændenes Dom. Det kan vel heller ikke betvivles, at denne Betragtning i en væsentlig Grad maa have bidraget til at skaffe Lagmands-Institutionen Yndest og Indgang hos den store Masse af Folket, hvis Øjne umuligt kunde være saa opladte til at skjønne den Tilvext, Kongemagten derved fik, og som kun følte sig Kongen forbunden, fordi han af sine egne Kronindtægter lønnede Embedsmænd, der til enhver Tid kunde skaffe Bønderne det Slags Retsaf-
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/518
Denne siden er korrekturlest
504
Magnus Haakonssøn.
