Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/519

505

1265–74. Lovreformen. Lagthing.

gjørelse, som de tidligere blot kunde søge hos Kongen selv paa hans Gjennemrejser, og som derfor de Egne for det meste maatte undvære, der sjelden eller aldrig plejede at besøges af Kongen. Hvad Tilværelsen af duelige Subjecter til Lagmands-Embederne angaar, da torde det vel i Førstningen, strax efter den nye Lovs Publication, have sin Vanskelighed at finde dem i betydeligt Antal, thi den nye Lov med de deri udtalte, fra mangt og meget i den tidligere Lovgivning saa forskjellige Principer, fordrede et eget Studium, og det torde vel maaskee især have kostet dem, der nu engang ved langvarig Praxis havde vant sig til de gamle Rets-Grundsætninger, betydeligt Hovedbrud at sætte sig ind i det Nye, især naar de vare ustuderede Folk. Thi den nye Lovbog maatte læses og studeres; de nye, skrevne Retsregler skulde nu tvinges ind i Bevidstheden i Stedet for de gamle, der ved mange Aarhundreders Vane havde befæstet sig i Hukommelsen; jo fastere de gamle sad, desto vanskeligere maatte det være at tilegne sig det nye for den, der ikke selv forstod at læse med Lethed eller var vant til ideligt at have Lovbogen ved Haanden. Det var ej alene nødvendigt for en Lagmand efter den nye Lovs Indførelse at kunne læse og skrive, han maatte vel endog have et Slags juridisk Dannelse for at kunne supplere Lovens Mangler, som ovenfor omtalt, medens man derimod tidligere, i den traditionelle Rets Periode, kunde være en dygtig Lovkyndig, og vel endog meget forsvarligt forestaa Lagmands-Embedet, om man end ikke engang var synderligt øvet i Læsning og Skrivning. Hertil kom nu ogsaa den Betydning, Kirkeretten i de seneste Tider, efter de hierarchiske Forholds Udvikling, havde faaet, medens den i ældre Tider ej havde stort at betyde; der var nu en Mængde Spørgsmaal, endog vedkommende verdslige Forhold, hvori den mere eller mindre greb ind, ej at tale om at Lagmændene, saa længe Grændsen mellem den civile og gejstlige Jurisdiction endnu ei var nøjere dragen, end den paa denne Tid var, oftere kunde faa Sager at afgjøre, der maaskee nærmere vedkom den canoniske, end den civile Ret. Lagmanden maatte saaledes ganske vist besidde nogen Indsigt i den første. Alle disse Omstændigheder, der paa den ene Side gjorde det vanskeligen at finde duelige Lagmandssubjecter, hvilke nu virkelig maatte være lærde Folk, gjorde paa den anden Side Lagmands-Embedet i sin nye Organisation des mere nødvendigt, siden ej længer Hver og Een kunde dømme. Dertil udkrævedes nu Mænd, som havde gjort Retsvæsenet til Gjenstand for særskilt Studium; Lovkyndighed tilstrækkelig til at bestyre dømmende Embeder og lede Lagrettens Forhandlinger erhvervedes ikke længer ved blot Praxis eller Tradition, som hidtil. Her i Norge tog Culturens og Statsvæsenets Udvikling den samme Retning, som andensteds i Europa, for saavidt Retsvæsenet blev for indviklet og omfattende til at Retskyndigheden kunde