norske Kirke; Island, der endnu ej hørte til „Norges Rige“, kommer saaledes her ej i Betragtning, og Spørgsmaalet med Hensyn til Patronatsretten paa hiin Ø maa følgelig bortfalde. Hvad Valgretten angaar, da har Cardinalen maaskee kun holdt sig til det formelle. Vi ville i det følgende se, hvorledes et Biskopsvalg, der i Virkeligheden skede efter Kongens, og mod Gejstlighedens Ønske, dog ifølge Pavens Bud indrettedes saaledes, at der tilsyneladende ingen Spor fandtes af Kongens Indblanding, eftersom Erkebiskoppen, hvem Valget tilfaldt, fik Befaling at vælge Kongens Candidat[1]. En saadan ydre Overholdelse af Formerne var med den Lemfeldighed, hvormed Cardinalen ifølge sin hemmelige Instrux nu gik frem, tilstrækkelig. Men hans udtrykkelige Erklæring om at have fundet alt i sin Rigtighed, affattet i svævende Udtryk, der meget godt kunde modtage en særdeles udvidende Fortolkning, var for Kirkens Repræsentanter et højst værdifuldt Document, der med Tiden, naar Omstændighederne vare gunstige, kunde fremdrages og anvendes med stor Fordeel[2].
Cardinalen vedbliver saaledes i sit Brev: „Hvorfor vi, paa Grund af alt dette, i en offentlig Prædiken formanede det hele Folk i Kongens, Erkebiskoppens, Lydbiskoppernes og de andre Prælaters Paahør, at dersom Nogen havde nogen Sag mod Erkebiskoppen, skulde han henvende sig til Paven eller hans Legat; havde han nogen Sag mod en Lydbiskop, skulde han klage for Erkebiskoppen, havde han Sag mod en anden Gejstlig, skulde han henvende sig til vedkommende Stiftsbiskop. Rejses der Søgsmaal mod en Lægmand om en gejstlig Sag, skal Klage ske for vedkommende Stiftsbiskop; men opstaar der Søgsmaal mod en Lægmand angaaende en verdslig Sag, da skal Sagsøgeren, hvad enten han er gejstlig eller verdslig, forfølge Sagen for Kongen eller de af Kongen beskikkede Dommere. Hvis nogen, foragtende nævnte Dommere eller Dom, voldelig forsøger, efter egen Myndighed og Vilje at trænge sig ind i en andens Besiddelse af en urørlig Ting eller Rettighed, skal han være excommuniceret“. Dette er altsaa Cardinalens positive Bestemmelse om dette Punkt, den første, der er given i Norges Kirkeret Brevet slutter med den før omtalte Fastsættelse af Excommunication for Oprør mod
- ↑ Nemlig ved Besættelsen af Hamars Biskopsstol efter Biskop Peters Død 1259, see nedenfor.
- ↑ Jvfr. Keysers n. Kirkehistorie I. S. 382, 383, hvor der fremsættes den Formodning, at dette Brev af Cardinalen har været et hemmeligt Document, nedlagt i Biskoppernes Hænder til Brug for kommende Tider. I saa Fald maatte den Oversættelse, hvorom der ovenfor er talt, have været forfattet ved Brevets Publication, og ej være samtidig med Udstedelsen. Herimod synes dog flere indre Grunde at tale.
