afsondrede Egne, der ej hørte til Skibrede-Inddelingen, og hvor ikke Leding præsteredes, maatte man med Hensyn til Afgiften indrette sig paa en anden Maade. Da vi desværre ikke længer have den ældre Sevslov, vide vi heller ikke, hvilken Præstation her tidligere traadte i Stedet for Ledingen, men maa alene slutte at det ældgamle Nevgilde eller den personlige Skat her fremdeles vedblev, da den ej kan være bleven ombyttet med Ledingen, ligesom i Skibrede-Districterne. Den nyere Landslov indeholder, besynderligt nok, heller ikke nogen udtrykkelig Forskrift om denne Sag; man skulde i de Lovbøger, der vare bestemte for Eidsivalagen eller Oplandene, have ventet en ganske anden Utfarebaalk, end den for Gula- og Frostathinget, hvis Bestemmelser om Skibreder, Skibes Udrustning og Bemanding umuligt kunde passe for Indlandsdistricter; men tvertimod er Eenhedsprincipet saaledes overholdt, at selv disse Ord til andet have de samme Artikler, der her maatte være aldeles overflødige. Dog synes den nys anførte Reservation, der er indtagen i Baalkens første Capitel, at Kongen i de Districter, hvor Leding præsteres, ej maa paalægge almindelige Skatte. m. m., at indeholde et Slags Vink om, hvorledes man i Indlandsdistricterne bar sig ad; thi da Leding her ikke præsteredes, maatte Kongen følgelig her være berettiget til at fordre slige almindelige Skatter, Gaver, Veitsler, Hestefoder, Vedhugster m. m., saaledes som det ved Overeenskomst eller Omregulering af den gamle Nevgilde-Afgift til Grundskat maatte bestemmes. Noget saadant sees ogsaa at have fundet Sted, idet man finder, at Kronen herefter af Indlandsdistricterne oppebar en aarlig Skat, kaldet Vis-Øre, der saagodtsom i intet synes at have været forskjellig fra Ledingen, undtagen i Navnet[1].
- ↑ Visøren nævnes aller først i den Formular til Sysselmandens Reversbrev, som blev foreskreven paa Mødet i Tunsberg 1273, og optagen i Hirdskraa, Cap. 36, se nedenfor. Her er kun Tale om Sysselmændene i Oplandene og Viken, og dette var ogsaa væsentligst de Districter, fra hvilke Visøre ydedes. Man seer saaledes af Dipl. Norv. II. No. 539, hvorledes der i 1394 var Tale om
lunds, to Byrgens, Klavastads, Navastads, Bergs, Bjarnastads, Arnvidsruds, Fjells, Vestergaards, Setre, Bude, Thveite, Østre Viker, Vestre Viker, Skjæbergs, to Fors, Haga, Jarleive, Flatbergs, Bjaar, Naaleims, Solbergs, But-Hornes, Erlend-Hornes, Lofts-Hornes, Gunnarsthorps, to Mykledals, Litledals, Brandsthorps, to Talabergs, Helluthorps, Odsruds, Olafsengs, Støduls, Ausengs, Austbø), og Jdde Skibr. 40 Lider og 4 Halvlider (Kirkebø, Svinnungsbø, Berbø, Bergstigs, Aurs, Lunde, Lide, Heide, Bø, Klepper, Hops, Bergs, Riishage, Østre Oos, Bjarnastads, Dals Halvlide, Straumslunde, Aamundebø, Thorebø, Vandine, Asake, Nordbø, Radar, Medbø, Østrebø Kornsetre, Rodke, Strander, Strander Halvlide, Thorps, Aas, Valler, Lindemarker, to Braudens, Tovethorps, Kaaregaards, Berge, Svartsgaards, Remninis, Loftsbø, Vestre-Oos). Man seer heraf at det Antal Folk, hver af disse to Skibreder skulde præstere, var omkring 40, og hvert Skib vel saaledes, som det og for Viken var bestemt, en Tyvesesse.
