Det var imidlertid unegteligt, at ved denne Forandring antog det frie Odelsgods paa en vis Maade Charakteren af afgiftpligtigt Krongods, og for de mest frisindede Mænd maatte den vel derfor neppe være behagelig. End mere maatte den vække Ængstelse hos Gejstlighedens dybereseende Medlemmer, thi da dens hidtil nydte Ledingsfrihed kun lød paa Personer, fordi Ledingen selv var en personlig Præstation, vilde denne Frihed, ved Præstationens Overgang fra personlig til reel, i Virkeligheden ophøre, og alt kirkeligt Gods blive skatskyldigt under Kronen ligesaavel som det verdslige, hvilket stred ligefrem mod de forlængst anerkjendte og herskende Principer om Kirkens Immunitet. Vi ville ogsaa see at dette Punkt øjeblikkelig vakte den nidkjære Erkebiskop Jons Uvilje saasnart han erfarede Forandringen, og at det i Forbindelse med Spørgsmaalet om Udstrækningen af Lagmændenes Jurisdiction vakte alvorlige Tvistigheder, da de nye Lovbud begyndte at træde i Kraft.
Med Hensyn til Odelsvæsenet gjorde den nye Lov den vigtige Forandring i Hevds- og Præskriptionstiden, at i Stedet for at denne tidligere ikke havde noget bestemt Maximum, eftersom det kun var foreskrevet, at den Jord blev en Mands Odel, der uafbrudt havde tilhørt hans tre nærmeste Forfædre[1], og nu ved Arv var kommen til ham, fast-
- ↑ Saaledes i Frostathingsl. III. 4. Udtrykket i Gulathingsloven Cap. 260: „er ave hever ava leift“ er sikkert Skrivfejl i Stedet for „er áe hever ava leift“ d. e. som Oldefader (nemlig til nærværende Besidder) har efterladt Farfaderen, med andre Ord, som allerede Besidderens Oldefader havde erhvervet. Thi Udtrykket „som Farfader har efterladt Farfader“ giver egentlig ingen Mening. Ved nogen Tvang kunde det maaskee forklares saaledes som om eies paa første Sted betegnede eies til den eies, efter hvem igjen
at kræve Visøre af Gudbrandsdalen, af Brevet ssteds No. 214 er der Tale om Sysselet: i Vestre Bergheim, Lomedal og Margretedal, med Visøre, Leding m. m., her er det tydeligt, at Ledingen kom fra Bergheim som nærmere Søen, Visøren derimod af Indlandsdistricterne Lomedal og Margretedal (Maridal). Af Claus Gjordssøns Optegnelser om danske og norske Len fra c. 1524, ny Danske Mag. VI. S. 324, 325, erfarer man at Visøre ydedes, foruden af Oplandene, ogsaa af Akershered og Østre-Bergheim, det vil sige netop af Maridal og Lomedal; derhos svaredes af Akershered og Bergheim aarlig Skat, neml. 36 Tdr. Hestekorn, foruden Ved og Høns; her have vi altsaa et Exempel paa „Hestefoder“ og „Vedhugst“ samt „Gaver“, der, aabenbart for de samme Districter af Akershered og Bergheimshered, der ydede Visøre, var gaaet over til at blive en „aarlig Skat“. Da vi ligeledes finde Haddingdal, der ogsaa hørte til Indlandsdistricterne, her opført blandt dem, der svarede aarlig Skat (73 Deker Skind, 29 f. 2 Hold) maa det ved Skattereguleringen i Haddingdal være blevet sluttet en Overeenskomst om at Visøren skulde erlægges i Skind og det synes at være bleven Talebrug, at bruge Benævnelsen „Skat“, naar Afgiften ikke erlagdes væsentligst i Penge, men in natura. Ellers sees det af en Notits om Mængden af det Folkeantal, der ved Leding kunde opbydes fra Norge, at „Visøre“ ydedes fra „Oplandene og Jemteland“. Mere herom i det følgende.
