Gulathingslagen, blev nu Gjenstand for mere bestemte Lovbud[1]. Det paalagdes nu Bønderne Udtrykkeligt, at flytte, som det heed, alle de Fattige, som hverken selv kunde føde sig eller hvis Frænder ej kunde ernære dem. Flytningen skulde skee efter samme Regel som Budbyrd, nemlig til den samme Gaard, hvortil man var pligtig at bære Budstikken. Den Fattige skulde nyde Nattely paa den Gaard, hvor han om Aftenen befandt sig, og Bonden maatte ikke lade ham bringe videre efter Solens Nedgang eller før dens Opgang. De Fattige skulde nyde fri Oversætning over alle Sund paa Bygdens Bekostning. Blev en Fattig dødssyg under sit Ophold paa en Gaard, skulde Bønderne være forpligtet til at lade hente Prest til ham[2]. Man seer tydeligt, om det end ikke udtrykkeligt udhæves, at man her kun havde de i enhver Bygd hjemmehørende Fattige for Øje, og om man end kun tænkte sig dem som omvankende Betlere, uden at der findes nogen bestemt Forskrift om de skulde bespises, saa synes dog dette ligefrem at følge af Forholdene; der udtales dog umiskjendeligt en Bygden i Almindelighed paahvilende Forpligtelse til ej at lade de Fattige vansmægte af Hunger eller Anstrengelse; og man kan neppe tvivle paa, at det hele Flytnings- og Forsørgelsesvæsen nærmere bestemtes og ordnedes paa Bygdemøder. De her berørte Bestemmelser danne saaledes aabenbart Grundlaget for det senere Lægds- og Indlægs-Væsen. Forøvrigt betragtede Lovgivningen Betleri fremdeles med megen Ugunst. Frostathingslovens Bestemmelse, at den arbejdsføre Mand, der gik med Betlerstav fra Huus til Huus og modtog Almisse, ingen Ret skulde have paa sig (d. e. ej kunne fordre Bod for Legemsfornærmelser) optoges i den nye Lov.
Med Hensyn til Kjøb og Salg bibeholdtes i det Væsentlige de ældre Bestemmelser, saa vel som Forbudet mod at ubemidlede Mænd drog i Kjøbferd om Sommeren, naar arbejdsføre Karle tiltrængtes paa Landet[3]. Et stort Gode var det vistnok, at Maal og Vegt, der hidtil havde været forskjellige i de forskjellige Dele af Landet, nu blev eens over det hele Rige. Her paaberaabes en særlig Vedtagelse[4], sandsynligviis paa det samme Møde i 1271, hvorom ovenfor er talt. Skippundet skulde udgjøre 20 Linspund eller 24 Betler, hver Vett 29 Mk.
- ↑ I Bestemmelsen om Audn i Indl. til Frostathingsl. Cap. 17 staar der udtrykkeligt, at den som baade faar og slaar skal bestride Budbyrd og Fattiges Flytning. Altsaa seer man at Forpligtelsen til Fattiges Flytning nok var der, men den var dog ikke udtrykkeligt foreskreven.
- ↑ Nyere Landslov VII. 57.
- ↑ Sammesteds VIII. 23.
- ↑ „Nu er det saaledes vedtaget,“ beder det i Landsl. VIII. 29.
