Udkast, men senere at være tilkomne, og navnlig synes Forandringen med Ledingsydelsen at have hørt til de sildigere. Fra det egentlige Folks Side mødte han, som det maa antages, liden eller ingen Modstand, skjønt dets politiske Rettigheder saa kjendeligt indskrænkedes, og enkelte Foranstaltninger endog synes at have maattet forekomme mange heel odiøse, fornemmelig Ledings- og Skattevæsenets Overgang fra at være en personlig til at blive en reel Præstation. Men det odiøse i at Jordegodset beheftedes med en fast Grundskat formildedes vel ved at Skattebyrden selv blev retfærdigere og ligeligere fordeelt. Og hvad Folkets politiske Rettigheder angaar, saa var den Deel af Befolkningen, der tabte mest, nemlig den ringere og mere ubemidlede, ogsaa den, der havde mindst Interesse for det Offentlige, og som vel forlængst havde ophørt at tage nogen ivrig Deel i de politiske Forhandlinger, medens derimod de Fornemmere og Mægtigere nu ved Rigsmøderne endog havde bedre Lejlighed end forhen til at ytre deres Mening, og gjøre deres Indflydelse gjeldende. Men desto større Modstand fandt Magnus fra Gejstlighedens Side, da den i Erkebiskop Jon havde faaet en kraftig og djerv Leder, og denne Modstand forhalede aabenbart, som man seer, Lovens endelige Vedtagelse, ligesom den vel og for en stor Deel er Aarsag i, at mange af de mest indgribende Lovbud neppe endnu bleve satte i Verk inden Magnus’s Død, men at Tingene indtil da endnu for det meste blev ved det gamle.
Vi have seet, hvorledes Kong Magnus i 1267 og 1268, medens Jon Raude var i Rom, for at faa Pallium, eller i det mindste førend han endnu var bleven valgt til Erkebiskop, havde faaet sig uindskrænket Fuldmagt overdragen af Gulathingslagens, Oplandenes og Vikens Bønder til at lade en ny Lovbog forfatte for dem. Formodentlig har Kongen foreløbigt ladet dem gjøre bekjendte med de Hovedprinciper, han agtede at følge, og disse kunde heller ikke være nogen Hemmelighed for Gejstligheden. Men den gamle Erkebiskop Haakon, Kongens hengivne Ven, der nu desuden stod paa Gravens Rand, var ikke den, der kunde træde i Spidsen for Gejstligheden og fremkomme med nogen Protest imod de Punkter, der fra et kirkeligt Standpunkt kunde ansees betænkelige. Dette var Erkebiskop Jon forbeholdt. Han kom, som vi have seet, tilbage fra Rom som indviet Erkebiskop lidt før Juul 1268, og Følgen af hans Nærværelse sporedes strax. Sommeren efter vare baade han og Kongen tilstede paa Frostathing[1]. Kongens Hensigt med sin Nærvæ-
- ↑ Isl. Annaler. Her staar kun, at Kongen og Erkebiskoppen vare tilstede paa Frostathing, og at Kongen fik Fuldmagt til at gjør Forandringer i den verdslige Lovgivning, samt at Thingtiden vedtoges at skulle være ved Botolfs-
