Kirkeloven, som han agtede at bringe i Stand. Kort før disse Forhandlinger paa Frostathing, der, efter hvad det tidligere er viist, i den Tid maa have været afholdt i de første Dage af August Maaned, havde han nemlig indviet den ivrige Arne Thorlakssøn (30te Juni), om hvilken vi i det følgende ville komme til at tale nærmere, til Biskop i Skaalholt, og ved hans Afrejse, d. 15de Juli, medgivet ham et Brev til Islands Indbyggere, hvori disse fem Punkter paabødes: a) at Alle skulde knæfalde med oprakte Hænder, naar vor Herres Kjød og Blod blev opløftet i Messen, saavelsom naar der blev baaret til Syge; b) at ingen maatte feste en Mø eller Kone til Egteskab førend efter tre Gange forudgaaet Lysning i Kirke; c) at Mænd, der holdt Friller, ikke maatte stedes til Altarens Sakramente om Paaske, uden at de enten giftede sig med dem eller ganske skiltes ved dem; d) at alle Kirker med Gods og Tiende skulde gives i Biskoppens Vold, og e) at ingen maatte udleje dødt Gods paa Rente[1]. Den tredie og fjerde af disse Artikler, især den sidste, sigtede mere til Island end til Norge, og har derfor maaskee ikke været bekjendtgjorte her, men den første, der vedkommer Ritualet, og den anden og tredie, der lige frem tilhøre Christenretten, have sikkerlig været paabudte i Norge strax efter Erkebiskop Jons Tiltrædelse, og i alle Fald været forkyndte paa det nys omtalte Frostathing. De to sidste ere ogsaa begge optagne i den Christenret, som Erkebiskop Jon siden fuldstændigt lod udarbejde, saa at de altsaa paa en vis Maade kunne ansees at danne Begyndelsen til hans Arbejde med denne. Det er ikke sandsynligt, at de skulde have været forkyndte paa Island tidligere end i Norge. Hvad Budet om Egteskabstillysning angaar, da har det vel, som foreskrevet paa Lateranmødet 1216[2], allerede oftere været indskærpet i Norge, især af den driftige Erkebiskop Sigurd, og Kong Magnus havde optaget det i sit Udkast til en ny Christenret; men formeligt indført i nogen gjeldende Christenrets-Codex var det endnu ikke blevet. Aager havde allerede været strengt forbudet paa Lateranmødet 1179[3], og Adgang til Guds Bord saavel som Begravelse i indviet Jord allerede her negtet aabenbare Aagerkarle, uden at dette dog synes at stave haft synderlig Virkning i Norge; det første Tegn hertil er den før omtalte Bestemmelse i Kong Qliazjnus’s Udkast, hvorved Llagerkarle Iregtedes Begravelse ved Kirker; men Forbudet selv er ikke engang der udtrykkeligt udtalt; man kan vel ikke tvivle paa, at de tidligere Erkebiskopper fra Tid til anden have erindret derom,
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/534
Denne siden er korrekturlest
520
Magnus Haakonssøn.
