dem alle, nemlig den, hvorved alle Frændbæder afskaffes, med de øvrige Bestemmelser, som dermed staa i Forbindelse, nemlig om hvorledes der skulde forholdes, naar Manddraberens Gods ej var tilstrækkeligt til at udrede baade Bod og Thegngildh m. m. Disse Tillæg, hvori Kongen med megen Liberalitet gjorde Afkald paa, hvad der efter den ældre Lovs Bogstav tilkom ham, behøvede vistnok, efter de Tiders Anskuelse af Kongens og Folkets gjensidige Rettigheder, ikke noget Samtykke fra Folkets Side: det var en Indrømmelse eller Gave, som man sikkert modtog med megen Taknemmelighed, og betragtede som et Tegn paa Kongens velvillige Tænkemaade[1].
De nærmest følgende Artikler handle om Vaadesdrab og anden Vaadesgjerning, om Forbud mod at bære Rytninger eller Dolke, og om Straf for Knivsting, samt for at „bides ligesom Hunde eller Heste;“ dernæst følger et strengt Forbud mod at gaa ubuden i Selskaber og sidde der, andre til Fortrængsel: et Forbud der viser, at den endnu i vore Dage paa visse afsidesliggende Kanter af Landet ikke ganske aflagte Skik, at visse Urostiftere, især de saakaldte Slagskæmper, trænge sig ind i Selskaber og yppe Klammeri, ja endog stundom foranledige Blodsudgydelse, paa hiin Tid maa have været meget almindelig. Den var en Levning fra den vildeste og raaeste Berserke-Tid, og vi have i det foregaaende seet, hvor vidt en saadan Frekhed stundom kunde gaa[2].
Den sjette Artikel foreskriver nøjagtigt, hvorledes man skulde forholde sig med Paagribningen og Afstraffelsen af Misdædere i Tilfælde af at der var begaaet et saadant Drab eller anden dermed beslægtet Voldsgjerning, som skulde straffes med Død eller Lemlæstelse. I Stedet for at det Offentlige forhen ikke blandede sig i Sagen, blev det nu ud-
- ↑ Jarns. Cap. 42, Nyere Landsl. 12.
- ↑ Jarns Cap. 43–46, Nyere Landsl. IV. 13, 15, 27.
om uberettiget Sæde i Selskaber umiddelbart efter Artiklen om Bid (Jarns. Cap. 45, 46) medens den i Magnus’s Landsl. følger efter Artiklen om Jevneder-Eed (IV. 26, 27) hvor den ikke saa godt passer med den øvrige Materie; efter den følger Artiklen om Tiggeri, der ej hører til dem der paa Rigsmødet 1271 vedtoges, siden den, eller en lignende, allerede fandtes i Frostathingsloven; derefter følger Capitlet om Ret for visse kvindelige Slægtninger, der allerede af de første Ord „svá er ok tekit um alt landet“, viser sig at høre til Artiklerne af 1271. I Jarnsida findes derimod Artiklen om Tiggere optagen førend man kommer til Artiklerne af 1271, og aldeles paa samme Sted, hvor den forekommer i den ældre Frostathingslag, af hvilke den første Deel af Jarnsidas Mannhelge sees næsten uforandret at være tagen. Her gjør saaledes ikke denne Artikel nogen Brud paa den fortløbende Række af Artiklerne fra 1271.
