af dem, samt endelig en temmelig vigtig Artikel, om de saakaldte Jevneder-Eede, der tidligere skulde gaa forud for Trygdekjøb eller gjensidig Tilsigelse af Trygd ved alle Forligsmaal efter Drabssager[1]. De kaldtes Jevneder-Eede fordi de indeholdt en Jevning eller Sammenligning mellem Drabsmanden og den Dræbte, og dette gav Anledning til megen Misbrug, eller, som Kongen udtrykker sig i Artiklen derom, at de havde mere været foranstaltede med Overmod og til Uskjel, end med Lov og Ret. Nu bleve de aldeles afskaffede, og ingen andre Eeder tilladte, end de sædvanlige Negtelses- og Sigtelses-Eeder. Dog gjordes ved de første ogsaa den Forbedring at i Stedet for at de tidligere – dog kun, som det lader, ved Misbrug – vare udartede dertil at alle Medeedsmænd skulde gjentage Partens egne Ord, blev det nu bestemt, at alene Parten selv skulde sverge fuld og ligefrem Benegtelses-Eed, de andre skulde kun sande hans Eed, med den Forsikring, at de intet sandere vidste[2].
Til disse Artikler indskrænkede sig de Forandringer i den saakaldte Mannhelge, eller Baalken om Drab og Legemsfornærmelser, der vedtoges paa Mødet i Bergen 1271. Ved de andre Bestemmelser i Mannhelgen, om Viglysing, Ørvarthing, m. m. havde man aabenbart endnu intet faaet gjort, thi de findes i den Lovbog, som endnu samme Aar sendtes til Island, uforandret optagne fra den ældre Frostathingslov[3]. I den nyere Landslov findes de, med Bibehold af det Væsentlige, dog betydeligt omredigerede, men denne Bearbejdelse maa have fundet Sted efter Mødet i Bergen, ellers vilde ikke den ældre Redaktion have været optagen i den islandske Lov. Den indskrænker sig dog kun til en bedre Ordning af Materien, og til de Forandringer som de nye vedtagne Hovedartikler gjorde uomstændeligt nødvendige. Derfor har man vel ikke engang anseet det nødvendigt at underkaste dem nogen særskilt Granskning paa et Tings-møde. Dette hørte til den Deel af den nye Lovbog, om hvilken det ved dens Slutning udtrykkeligt heder, at, efter at de egentlige Retterbøder vare vedtagne, lod Kong Magnus af alle Landets Bøger sammensætte hvad han fandt tjenligst[4]. Dette betragtedes altsaa som hørende til den allerede gjeldende Lovgivning og derfor heller ikke
- ↑ Se den gl. Bjarkø-Ret, Cap. 32, N. gl. L. I. S. 310.
- ↑ Jarns. Cap. 49, jvfr Magnus’s Landslov IV. 26.
- ↑ De ere saa uforandret optagne, endog med Bibeholdelse af Artiklernes Orden, at man endog efter Jarnsida for en Deel kan udfylde en Lacune, der her indfalder i Frostathingsloven. Se Frostathingsl. V. 22–40, sammenholdt med Jarns. Cap. 37–41, jvfr. Note (5) i N. gl. Love I. S. 181, og Supplem. til 1ste B. i N. gl. L. II. S. 505, 506.
- ↑ Nyere Landsl. X; 3.
