lerede længe paatænkte Reform. Den Deel af Loven, der handler om denne Materie, eller Utfarebaalken, giver ingen Oplysninger herom, thi den indeholder, som det nedenfor nærmere skal omtales, kun en almindelig, overfladisk Bestemmelse, at Ledingen skal bestemmes efter Formue og Jordegods, uden at give nogen nøjagtig Regel for Beregningen, og viser sig i det Hele taget at være ufuldstændig, aabenbart fordi dette Spørgsmaal ej var bragt paa det Rene, da man fandt det nødvendigt at lade Loven vedtage. Men netop af den Grund bliver det sandsynligt, at den nye Utfarebaalk allerede i 1271 dog har været saa vidt udarbejdet, som vi nu kjende den, thi dertil skulde der ikke meget; ja at der maaskee endog allerede bar været indført i Udkastet noget om Beregningsmaaden, som vi nu ikke længer have, maaskee fordi Jon, ved at indlægge Modforestillinger hos Kongen, har faaet ham til at stille denne Materie i Bero indtil Kirken og Gejstligheden ved særegne Overeenskomster var sikkret mod, hvad Erkebiskoppen ansaa for
hvorpaa Fellig stiftes mellem Egtefolk, lyder i en Gruppe af Codices anderledes endt en anden. De fleste have den Redaction, som findes i Texten, efter Cod. arnamagn. 60 qv. Men en Eidsivathings-Codex, og tvende for Borgarthinget, have i dets Sted et Stykke, der paa det nærmeste stemmer med de oven anførte Capitler af Jarnsida og Christenrets-Udkastet, hvilke begge ere ligelydende, og igjen ere tagne fra Gulathingsloven, Cap. 52–54, dog med enkelte smaa Forandringer. Til den Redaction, der findes i Texten, og som ogsaa findes paa det tilsvarende Sted af Byloven, kan der ikke paavises nogen ældre Kilde; den er saaledes rimeligviis ny. Hermed synes det da at have gaaet saaledes til, at man først har redigeret Capitlet saaledes som det findes i hine tre Codices, nemlig efter Christenrets-Udkastet, dog med nogle saa Forandringer (f. Ex. at der i Begyndelsen efter „Nu faar Mand en Mø“, indskydes „eller barnløs Enke“, m. m.), men at man siden har ombyttet denne Redaction med den i de fleste Haandskr. forekommende, vistnok ganske fra nyt af conciperede; hvilket ogsaa bestyrkes deraf, al den findes optagen i Byloven, der vel maa antages at indeholde den seneste Redaction. En enkelt Codex af Eidsivathingsbogen har baade denne, og noget længere nede den ældre Redaction. Et enkelt Stykke i samme Capitel („en el mær“ til Enden), der er taget af Frostathingsloven, forekommer i de allerfleste Haandskrifter, saa og af Byloven, i en noget forkortet Form, medens Hovedcodex har den længere, der paa det nærmere stemmer med Fr L. X. 9. Ogsaa her er der nogle faa Codices, som have begge Redactioner. Hertil kommer nu og, at Ordenen, hvori Capitlerne forekommer, er saa forskjellig, hvilket man let vil overbevise sig om ved at betragte Noten desangaaende i N. gl. Love II. S. 73. Det hele er vel gaaet til saaledes, at man i sin Famlen efter det Rette har gjort Forandringer i Mellemtiden fra Lovens endelige Vedtagelse paa eet Thing, og dens Fremlæggelse paa det andet. Den ældre Redaction, efter Christenrets-Udkastet, har vistnok tilhørt den egentlige Gulathingsbog, der, som det nedenfor skal omtales, synes at have været vedtagen allerede i 1273, i største Hast, saa at man vel ikke fik udarbejdet alt saa godt som man ønskede, og derfor senere, førend Loven formeligt vedtoges paa de andre Thing, maatte gjøre nogle Forandringer.
