Overlast. Her paa dette Rigsmøde har altsaa rimeligviis hiin Samtale mellem Kongen og Erkebiskoppen fundet Sted angaaende den Beskatningsmaade, som vi i det foregaaende have meddeelt.
En anden Deel af Loven, vedkommende Kongedømmet eller Kongens Magtfuldkommenhed, der ogsaa maa have været færdig i 1271, men mod hvis Antagelse Erkebiskop Jon paa Kirkens Vegne maa have indlagt en midlertidig Protest, var upaatvivleligt Thingfarebaalken med dens Udvidelse af Lagmændenes og Sysselmændenes Embedsmyndighed. Thi ogsaa den greb, som vi allerede have antydet, paa mange Maader ind i hvad man kaldte Kirkens Friheder. Hidtil, da Lagmanden kun havde været til for at skifte Ret mellem Smaafolk, medens alle Domme i civile Sager, ligesom de criminelle, fældtes af Thingmændene uden Lagmandens Mellemkomst, kunde man uden synderlig Vanskelighed forebygge Anstød mod den almindeligt gjeldende, og særskilt ved Pave Coelestins Privelegier af 1194 indskjerpede Regel[1], at ingen Gejstlig maatte underkaste sig verdslige Domstole i de Tilfælde, som den canoniske Ret forbød, hvortil ogsaa de Søgsmaal hørte, der rejstes af Lægmænd mod Gejstlige, og om de end kun vedkom verdslige Anliggender[2]. Vel paabyde ikke vore ældre Love nogen særegne kirkelige Domstole, og Lovbestemmelserne selv gaa aabenbart ud fra, at Ejendomsspørgsmaal, hvad enten de vedkom Kirken eller ej, skulde behandles ved de almindelige Domstole; men ved Lagthingene skulde ifølge de udtrykkelige Lovbud visse Prester være tilstede, ligesom det var foreskrevet, at Biskopperne skulde være der; den Bestyrelse af Lagthinget, der ved den nye Lov tillagdes Lagmanden, synes tidligere at have været udført af Stedets Prest: saaledes havde man vel altid Adgang til, ved Sager, der regnedes for Gejstligheden eller Kirken vedkommende, at faa opnævnt Gejstlige til Dommere, eller overhoved at mage det saaledes, at den saakaldte verdslige Arms Indblanding ej blev altfor skarpt fremtrædende[3]. Vi have ogsaa seet,
- ↑ Se ovenf. III. S. 274.
- ↑ Det bedste Begreb om, hvad der regnedes til de undtagne Sager, faar man ved at sammenholde Cardinal Villjams Brev af 15de Aag. 1247 (se ovf. S. 38) med de senere mellem Kongen og Erkebiskoppen stillede Overeenskomster, hvor Sagerne selv udtrykkeligt opregnes. Her nævnes aller først Sager, der angik Gejstlige, hvad enten de tvistede mellem sig selv indbyrdes, eller sagsøgtes af Lægmænd.
- ↑ De ældre Christenretter byde udtrykkeligt, at Biskopperne skulde indfinde sig paa Thingene, ligeledes sees det af Gul. Lov Cap. 3, at Biskoppen skulde opnævne Messeprester til at komme der. Hensigten hermed kan neppe have været nogen anden, end at de skulde fungere som Nævnings- og Lagrettesmænd i kirkelige Sager. Nærmere Oplysning findes i Keysers n. Kirkehistorie I. S. 210, 460.
