Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/543

Denne siden er korrekturlest
529
1265–1274. Lovreformen i Norge.


Men Erkebiskop Jon nøjede sig ikke hermed. Han gjorde endog Miner til at ville vinde de Herligheder tilbage, som Kirken havde haft i Magnus Erlingssøns og Erkebiskop Eysteins Tid, og som gjorde Kongen til dens Vasall. Tiden ansaa han vel for særdeles gunstig til at vove et Forsøg derpaa, siden der nu ej alene var Tale om en fuldstændig Lovreform, og Lejlighed saaledes forhaanden til at faa ældre Artikler fremdragne og underkastede en ny Granskning, men ogsaa Kong Magnus’s velbekjendte Hengivenhed for Kirken i Forbindelse med hans blide og fromme Charakteer lod formode, at man maaskee vilde finde ham mere medgjørlig end nogen af hans Forfædre hidtil havde været eller nogen af hans Eftermænd paa lang Tid vilde blive, saa at det altsaa gjaldt at benytte Lejligheden. Planen hertil var allerede fattet af Erkebiskoppen fra det første Øjeblik, han begyndte at tage Deel i Forhandlingerne om Lovreformen. Men han savnede heller ikke særskilt Opfordring dertil. Pave Clemens den 4de var død den 24de Novbr. 1268, og efter at Pavestolen i to Aar og ni Maaneder havde staaet ubesat, fordi Cardinalerne ej kunde blive enige i Valget af hans Eftermand, var under 1ste Septbr. 1271 Theald af Piacenza, Archidiaconus i Lüttich, bleven valgt til Pave, og kronet den 27de Marts 1272 under Navn af Gregorius den 10de. Et af hans første Foretagender var allerede under 29de Marts at udskrive et nyt almindeligt Concilium, der skulde holdes den 1ste Mai 1274, paa et Sted, han nærmere efter Omstændighederne forbeholdt sig at angive, og hvortil ej alene Biskopperne og de andre højere Prælater, men ogsaa Fyrsterne indbødes til at møde enten i egen Person eller ved Fuldmægtige. I Cirkulærskrivelsen, hvoraf ligeledes Exemplarer sendtes til alle Erkebiskopper, nævntes vel fornemmelig Grækernes saakaldte Frafald og det hellige Lands sørgelige Tilstand som Hovedgrundene, der bestemte ham til at sammenkalde dette Møde, dog anbefalede han derhos alle de Prælater, til hvem han henvendte sig, „nøje at eftergrandske og troligen at optegne alt hvad der kunde trænge til Berigtigelsens og Reformens Fiil, for siden at bringe det til selve Conciliets Kundskab, ligesom han paa sin Side lovede at anvende sin yderste Flid paa, at alt sammen, saavel som hvad andet der maatte blive Conciliet forelagt, skulde blive behørigt drøftet og ordnet“[1]. Skrivelserne til Norge afsendtes med en Chorsbroder fra Nidaros, ved Navn Sighvat, der, uvist i hvad Erende, havde opholdt sig ved Curien[2], og nu vendte tilbage; han maa være ankommen til Norge om Sommeren 1272. Slutnings-Opfordringen gav Erkebiskop Jon en velkommen An-

  1. Raynaldi Annales, 1272 No. 21.
  2. Arne Biskops Saga Cap. 10.