ledning til at fordoble sin Iver i at fremsøge Alt, der efter hans Mening i den norske Kirke maatte trænge til Reform, og han haabede vel at kunne give sine Reformforslag saa meget større Eftertryk, som han ifølge Pavens Bud i Skrivelsen i egen Person agtede at indfinde sig ved Mødet.
Erkebiskoppen var allerede, som han selv senere udtrykker sig[1], ved de Undersøgelser, som han lige fra sin Tiltrædelse til Embedet havde anstillet om den norske Kirkes Rettigheder og Friheder, kommen til den Overbeviisning, at disse i mange Maader vare blevne indskrænkede og forringede ved den verdslige Ret, nemlig fordi næsten alle de Sager, der vedkom Kirken, behandledes af de kongelige Ombudsmænd eller Sysselmænd for Retterne efter Landets verdslige Love eller Vedtægter, med Tilsidesættelse af den canoniske Ret og de kirkelige Friheder, saa at Nidaros Kirke factisk ikke havde andre Personer frie (for den verdslige Arm), end dem, der borte til Erkebiskoppens Huus eller arbejdede paa Christkirkens Opbygning. Derhos meente han, at de tidligere, Nidaros Kirke særskilt tilstaaede, Privilegier vare blevne mangfoldigt beklippede, „formodentligt“, som han listigt udtrykte sig, „ved undladt Brug“; og blandt disse Privilegier fornemmelig det før omtalte, mere end mistænkelige af 1174, hvorved Kong Magnus Erlingssøn skulde have ofret sig og sit Rige til St. Olaf, og til Tegn paa denne sin Underkastelse forordnet, at Norges Krone efter hans, saavel som efter hver følgende Konges Død skulde ophænges i Nidaros Christkirke[2]. Idet han uden Videre
- ↑ Nemlig Intimationen til Overeenskomsten i Bergen 1273, se nedenfor, jvfr. Dipl. Norv. I. No. 64. a., N. gl. L. II. S. 482.
- ↑ Da den Artikel af 1164, hvorom der senere, hvad Valgretten angaar, er Tale, ikke, saadan som den findes indført i den ældre Gulathingslov, indeholder det mindste øm Kongedømmets Underkastelse, men handler alene om Kronens Ofring, maa saaledes det Privilegium af Kong Magnus, hvortil her sigtes, være hiint mistænkelige Brev, hvorom der ovenfor er talt udførligt II. S. 936 og III. S. 186. Thi kun her tales der om Kongedømmets Underkastelse. Er nu Brevet ikke ligefrem understukket, hvilket dets besynderlige Sprog saavel som andre Omstændigheder kunde give Anledning til at tro, da har det i det mindste ganske vist, saaledes som ovenfor antydet, været erhvervet af Erkebiskop Eystein underhaanden, medens Kong Magnus befandt sig i forknytte Omstændigheder, og hengjemt i Archivet, for senere, efter et Par Generationers Forløb, at kunne drages frem ved en bekvem Lejlighed og benyttes til Kirkens Gavn. I Brevene af 1273 og 1277 gjør Erkebiskoppen tydeligt Forskjel mellem Magnus’s Privilegium for Kirken, altsaa det her omspurgte, og Constitutionen, d. e. den paa Rigsmødet fattede Beslutning, om Kongevalget. Men hvorledes Sammenhængen er med hiint Privilegium, bliver fremdeles en Gaade. At Kong Magnus Haakonssøn ikke erkjendte dets Egthed synes at fremgaa af hans Indvendinger derimod.
