erklærede saaledes, hvorvel paa den mildeste og sagtmodigste Maade, at han vilde have Spørsmaalet om Kirkens Supremati over Kronen holdt aldeles borte, og at han ikke agtede at tilstaa Kirken andre Friheder, end hvad der lod den kongelige Souverainetet aldeles ubeskaaren. Kun paa dette Grundlag var han villig til at underhandle.
Paa dette Grundlag viste ogsaa Erkebiskoppen sig fra sin Side villig til fremdeles at underhandle, hvad enten han nu trøstede sig med, at den Overeenskomst mellem Kronen og Kirken, som disse Underhandlinger vilde lede til, dog kun maatte blive en foreløbig, siden det faldt af sig selv at den først maatte forlægge Paven paa det vordende Concilium og bekræftes af ham for at faa endelig Gyldighed, eller han, som ovenfor antydet: kun fremsatte hine overdrevne Fordringer for at have noget, han kunde lade sig afprutte, og derved være des sikrere paa at opnaa de Privilegier og Friheder for Kirken, der ikke saa iøjnefaldende og paa en for Kronen saa krænkende Maade greb ind i dens. Souverainetetsret. Havde det været Erkebiskoppens Hensigt at drive hine Fordringer til det yderste, da havde han vel snarere afbrudt alle Underhandlinger. At han fortsatte dem, viste, at han ej var utilbøjelig til at lade det komme til et Forlig paa mindelige Vilkaar. Han maatte desuden snart have haft saa god Lejlighed til at erfare hvorledes Kongens verdslige, tildeels maaskee og gejstlige Raadgivere, saavel som overhoved det hele verdslige Aristokrati, optog den efter saa lang Tids Forglemmelse opfriskede Fordring paa Kronens Underkastelse, at han derefter kunde indrette sin Handlemaade, og man seer tydeligt at en saadan Underkastelse af Kronen under St. Olafs Højhed, langt fra at betragtes som nogen Forherligelse for Kronen, tvertimod betragtedes som en Forringelse og Nedværdigelse, og at et saadant Forsøg vilde blive yderst upopulært og møde den heftigste Modstand.
Hvad der paa den anden Side ogsaa stemte Kong Magnus til nogen Eftergivenhed, var vel ikke alene, som Erkebiskoppen udtrykte sig, hans sædvanlige velvillige Sindelag mod Kirken, og hans Retfærdighedsfølelse, der maatte tilsige ham, at Kirken ved den almindelige Lovreform havde en billig Fordring paa at see sine lovlige og overalt i det katholske Europa erkjendte Rettigheder udtrykkeligt fastsatte, men ogsaa særegne Betragtninger, deels af religiøs, deels af politisk Natur. Kongen havde strax efter Nytaar 1272 været farlig syg, saa at han endog troede sig Døden nær, og lod sin Ven og forhenværende Cantsler, Biskop Askatin i Bergen, give sig den sidste Olje[1]. Det er ikke usand-
- ↑ Annalerne, for 1272, Br. af K. Magnus’s Cap. 5. Udtrykkene i Annalerne kunde let give Anledning til at tro at Kongens Sygdom indtraf om Vintren
