synligt, at hans Sygdom kan have virket noget paa hans fromme Gemyt til at gjøre ham noget mere føjelig med Hensyn til Kirkens Fordringer, ligesom man vel og maa antage, at Erkebiskoppen ikke har undladt at benytte sig af den svagere og mere blødhjertede Tilstand, hvori Kongen befandt sig som Reconvalescent, til at virke paa hans religiøse Følelse, og aflokke ham Løfter. Der nævnes vistnok ikke, til hvad Tid i Aaret 1272 de vigtigste Forhandlinger mellem Kongen og Erkebiskoppen plejedes, men af det ovenfor berettede synes det rimeligst, at Kongens foreløbige Løfte, om noget saadant gaves, har været givet i Løbet af Sommeren 1272, efterat Indkaldelsen til Conciliet var kommen. Men dette hindrer ikke, at Erkebiskoppen ogsaa før den Tid kan have haft alvorlige Samtaler med ham om denne Sag: tvertimod er det endog det sandsynligste, at Erkebiskoppen, efterat han først havde bragt den paa Bane i 1271 eller maaskee allerede i 1269, og fremsat Protester mod flere af de foreslagne Bestemmelser i den verdslige Lovgivning, ikke lod nogen Lejlighed gaa forbi til at tale yderligere med Kongen derom. Hertil kom nu ogsaa at Kong Magnus, maaskee fornemmelig paa Grund af sin sidste farlige Sygdom, ønskede at faa Tronfølgen nærmere bestemt og sine Sønners Rettigheder sikrede endnu i sit levende Live, for at der ej, om han atter pludselig faldt i en lignende Sygdom og bortrykkedes, skulde opstaa Forvirring. Hans ældste Søn, Olaf, om hvem der allerede ovenfor er talt, da han endnu var fød i Kong Haakons Levetid, var død i 1267, men Dronning Ingeborg havde efter den Tid født ham tvende Sønner, nemlig Erik, i 1268, og Haakon, i 1270[1]. Den ældre Tronfølgelov, vedtagen i 1260, var altfor kortfattet og i flere Henseender mangelagtig. Den betegnede ikke tilstrækkeligt de muligt indtreffende Tilfælde, og bar altfor meget Præget af at være lempet efter de særegne Forhold, der just paa dens Udstedelsestid fandt Sted, nemlig da Magnus var Kong Haakons eneste Søn, og han selv heller ikke havde mere end een Søn, Olaf. Den forudsætter nemlig ikke Tilværelsen af mere end een egtefød Kongesøn, og for det Tilfælde at en saadan ej findes, erklærer den Kongens uegte Søn strax før Tronfølger, uden med et Ord at omtale Kongens egtefødde Broder. Nu, da Kongen havde to egtefødde Sønner, maatte Tanken om, at den ældstes uegte Søn maaskee skulde kunne udelukke den anden fra Tronfølgen, være modbydelig saavel for Kongen og Dronningen, som for Folket i Almindelighed, og derfor var en ny Tronfølgelov nødvendig,
- ↑ Annalerne, ved de her nævnte Aar.
1272–1273, umiddelbart for hans Vinterophold i Tunsberg, men af Sagabrudstykket sees det, at han blev syg strax efter Julen 1271–72.
