myg Bøn om at sende dem en Mand, der kunde reformere deres Orden og tilbørligt undervise dem; han skulde medgive dem et Brev til Paven, hvori han indstændigt bad denne om gunstigt at bønhøre dem. Dog maatte de, tilføjede han, skynde sig hermed, da Erkebiskoppen drev ivrigt paa, at faa dem udjagede af Klostret[1]. De fulgte Cardinalens Raad, og vi ville i det følgende se, hvorledes hans Anbefaling og ligeledes et Brev, Kongen medgav dem, skaffede deres Bøn god Fremgang. Vi erfare imidlertid heraf, at Forholdet mellem Cardinalen og Erkebiskoppen ikke kan have været saa særdeles venskabeligt, hvilket det heller ikke kunde være efter at han med saadan Bestemthed havde affærdiget Biskoppernes Anmodning om at skaffe dem nye Indrømmelser af Kongen.
Hvorledes Cardinalen ogsaa søgte at faa Islændingerne til at underkaste sig Kongen samt hvorledes han lagde et godt Ord ind for nogle danske og tydske Handelsmænd, hvis Skibe just paa den Tid vare blevne opbragte, vil i det følgende nærmere blive berettet. Ikke længe efter Mødets Slutning synes han at have gjort sig rejsefærdig. Kongen stillede en Tyvesesse, to Skuder og en Fragtbyrding til hans Disposition under Gunnar Kongsfrændes Befaling. Ved Afskeden gav Kongen Cardinalen og alle hans Mænd store Gaver, ligesom ogsaa Erkebiskoppen, Lydbiskopperne, Lendermændene og de ypperste af de øvrige, der havde deeltaget i Mødet, rigeligt betænktes. Hvis man bogstaveligt skal tro paa Sturla Thordssøns Ord, hvor han i sit Kvad om Kongen berører dette, vankede der Guld-Armringe og Smykker i Mængde, medens Kongen, som det heder: „sad paa Gavestolen, uskaansom mod Guldet, og enhver fik, hvad hans Hjerte kunde forlange“. Det er isandhed en Gaade, hvorledes Kongen kan have samlet Skatte, der satte ham istand til at bestride alle disse umaadelige Udgifter, især da der ikke tales det mindste om overordentlige Paalæg eller forøvrigt findes Spor til, at der paa nogen skarpere Maade en sædvanligt blev indsamlet Penge. Kongen ledsagede Cardinalen med alle sine Skibe ud til Florevaag, hvor de sagde hinanden det endelige Farvel med megen Kjærlighed paa begge Sider. Cardinalen agtede sig nu, efter Bestemmelsen, til Sverige, men Modvind gjorde Sørejsen temmelig langvarig. Han lod lægge ind til Stavanger, hvor han opholdt sig i nogle Dage; derpaa fortsatte han Rejsen til Tunsberg, og fra Tunsberg til Oslo. Hvor han opholdt sig, fortælles der, ordnede han de ham forebragte Sager. Saaledes have vi et Brev, udstedt af ham i Oslo den 29de September, hvori han paalægger Biskoppen i Oslo at forsvare Munkene i Hovedø Kloster mod alle
- ↑ Matth. Paris. S. 504.
