Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/550

Denne siden er korrekturlest
536
Magnus Haakonssøn.


fandt Sted, vedvarede hele tre Uger, og særdeles vigtige Beslutninger bleve her vedtagne. For det første skulde alle Lendermænd og Veitslemænd, altsaa saadanne Hirdmænd, der uden at bære Lendermandstitel dog havde faaet Veitsle, i Krigs- eller dermed beslægtede Nødvendighedstilfælde, for hver 15 Merkers Veitsle holde til Kongens Tjeneste fem Mand i tre Maaneder, (altsaa mindre eller mere i Forhold eftersom Veitslen selv var mindre eller større, eller 1 Mand for hver 3 Merkers Veitsle) med saadanne Vaaben, som vare foreskrevne for Hirdmænd, Gjester eller Kjertesvende, samt Tilbehør, paa sin egen Kost, uden- og indenlands, ligesom og enhver Sysselmand i Kystdistricterne fra Elven til Rygjarbit paa samme Maade og i samme Tid for hver Tyvesesse[1] i hans Syssel skulde skaffe 6 Mand, eller flere, om Syslens Lidetal var større, samt de i Oplandsdistricterne hver et engang for alle bestemt Antal, nemlig af Valdres og Haddingdal 40 Mand, af Raumarikes søndre Halvdeel 12 Mand, af Raumarikes nordre Halvdeel 10 Mand, af søndre Hedemarken 10, af nordre Hedemarken 12, af ydre Hadafylke 10, af nordre Hadafylke 12, af nordre og søndre Gudbrandsdalen tilsammen 16, af Østerdalen fem.

For det andet bestemtes der, at enhver, som fik Syssel af Kongen, skulde under sit Segl udstede og nedlægge hos Cantsleren et Reversbrev, hvori han forpligtede sin til i sin Embedsførsel nøje at iagttage den baade af Kongen og ham selv aflagte Eed, og til paa den ene Side at vise Mildhed og Skaansomhed saavel mod dem, der af Uvidenhed eller Enfoldighed kom til at paadrage sig Bøder, som mod de kongelige Leiglændinger, af hvilke Landskyld skulde opkræves, men paa den anden Side ogsaa at gaa frem med tilbørlig Strenghed mod dem, der selv ved deres Ondskab og Voldsomhed havde forskyldt deres Straf, samt paasee, at Kongens Gaarde bleve ordentligt bebyggede, og fremfor alt ikke tage Gaver eller Bestikkelser, ligesom han og skulde give en nøjagtig Fortegnelse paa, hvor stor Kongens Visøre (eller i Skibrede-Districterne Leding) var da han tog ved Syslen[2].

  1. Der kunde vel ligesaa godt have staaet „Skibrede“, eftersom Vikens Skibreder kun havde Tyvesesser at udrede; men det har vel været Meningen, udtrykkeligt at betegne Maalestokken, efter hvilken man skuldre regne.
  2. Det er her (N. gl. Love II. 129), hvor „Visøre“ første Gang nævnes. Rigtignok bruges Udtrykket her, saaledes at det indbefatter alle visse Indtægter, baade Ledingen af Kystdistricterne, samt den egentlige Visøre og Skatten af Indlandsdistricterne; det er heller ikke faa usandsynligt, at man aller først brugte „Visøre“ som en fælles Betegnelse paa al vis Kronskat, og at det kun ved senere Skik og Brug gik over til at bruges i denne speciellere Betydning. Men faa meget er vist, at denne Betydning af Ordet blev den sædvanlige og udelukkende. Erindres maa det og, at de fleste af Østlandets Sysselmænd,