lig reguleret Arvegang havde Erkebiskoppen, om end ikke i udtrykkelige Ord, opgivet sin Fordring paa at Norges Rige skulde være et absolut Valgrige: en Fordring som jo ogsaa, efter hvad vi have seet, var uholdbar. Dog blev en formelig Renunciation fra Erkebiskoppens Side af denne Fordring, saavel som af Fordringen om Kronens Ofring, indført som første Artikel i den strax efter udstedte Overeenskomst, saaledes som det nedenfor vil sees. Imidlertid forbeholdt han sig dog, og Kongen indrømmede ham, at den Artikel, der tilføjedes efter det egentlige Arvetal, og som handlede om, hvorledes man skulde forholde sig, naar der aldeles ingen var tilbage af den kongelige Stamme, og en Konge saaledes maatte vælges, blev formet ganske ligesom hiin Artikel fra 1164, hvilken Erkebiskoppen havde fordret opfrisket, nemlig at de verdslige og gejstlige Herrer tilligemed 12 fra hver Syssel af Sysselmændene opnævnte Mænd skulde uopfordret indfinde sig i Nidaros til Raadslagning; med Erkebiskoppen, og at Erkebiskoppens samt Biskoppernes Stemmer skulde gjøre Udslaget ved Valget. Saaledes kunde Erkebiskoppen trøste sig med, at der dog gaves eet Tilfælde, hvor Tronfølgeren formelig skulde vælges og hvor den af ham for sig og sine Lydbiskopper paastaaede overvejende Indflydelse paa Valget var lovhjemlet. Hvad Arveloven selv angaar, da udtalte den først og fremst det Princip at kun een ad Gangen skulde være Konge, og opstillede dernæst tretten Arvegangsklasser, nemlig 1) ældste egtefød Søn; 2) ældste egtefød Sønnesøn (med det udtrykkelige Tillæg: „hvis ingen egtefød Søn er til“; yngre egtefød Søn gik saaledes foran ældste egtefød Søns Som; 3) ældste egtefød samfædre Broder; 4) ældste egtefød samfedre Farbroder; 5) ældste samfedre egtefødde Broders egtefødde Søn; 6) ældste egtefødde Søn af egtefød samfedre Farbroder; 7) ældste uegte Søn af sidst afdøde Konge, kun ikke fød i Hoor eller Blodskam; 8) egtefød Datters ældste egtefødde Søn; 9) egtefød samfedre Søsters ældste egtefødde Søn; 10) ældste mandlige Nærsyskendebarn, stammende ved egte Fødsler fra den afdøde Konges Farfaders samfedre Broder; 11) ældste mandlige Nærsyskendebarn stammende paa samme Maade fra afdøde Konges Farfaders samfedre Syster; 12) afdøde Konges Moders samfedre egtefødde Søsters egtefødde Søn; og endelig 13) næste mandlige Arving, efter det i Loven opstillede sædvanlige Arvetal, før saa vidt han er af rette Konge-Ætt.
Det bestemtes tillige, at den afdøde Konges Datter, Sønnedatter, Syster eller Møder, saavel som øvrige kvindelige Frænder, der ifølge den private Arvelov vare berettigede til Arv, men derimod udelukkede fra Kongearven, saa og de mandlige Frænder, der ikke hørte til den egentlige Kongeætt, og saaledes heller ikke havde Ret til Tronarven, men derimod
